Nu er det nu - Kevin starter i weekenden
MOTORSPORT Vi står foran en af årets vigtigste motorsports-weekender, Formel 1-sæsonens start i Melbourne, Australien. Derfor kører vi lige nu en special-udgave af Rattet Rundt. Selvfølgelig med fokus på Danmarks Formel 1-kører, Kevin Magnussen.
Mange og ikke mindst Kevin selv husker jo Melbourne for én ting: Da han kørte her første gang, kom han på podiet! Senere var det jo noget mere op ad bakke; både i Kevins første sæson, hvor han var McLaren-kører. Og senere for Renault også senere som kører for Haas. Men i år... Flyvende omgangstider i de indledende testkørsler. Oppe blandt de forreste. Hvilke håb åbner det?
En række af de internationale kommentatorer, der i netop denne sammenhæng må betragtes som mere neutrale end de danske, ser faktisk Kevin Magnussen og Haas som blandt de forreste i midterfeltet, som det udtrykkes. Blandt dem engelske autosport.
"FORRESTE I MIDTERFELTET" er selvfølgelig en noget lunken formulering, men det understreger, at der trods alt er grænser for, hvor meget man kan lære om teamenes indbyrdes styrke på basis af testugerne i Barcelona. Præcist dette har Kevin selv understreget.
Ikke desto mindre har Kevin kørt stærkt i sin Haas. Og en række af hans supertider blev endda sat på langsommere dæk end samtlige hurtigere kørere denne dag - henholdsvis supersoft og ultrasoft. Så Kevin og Haas 2018 har speeden. Derom ingen tvivl. Derfra kan der så være laaang vej til at komme på podiet igen.
DE FORRESTE I FORMEL 1 2018 er atter i år: Ferrari, Mercedes og Red Bull. I mellemfeltet blandt andre altså Haas. Men den måske største Barcelona-overraskelse er nok McLaren. Efter nærmest rædselsfulde år er der atter fart over de engelske "open wheelers." En del af forklaringen kan være, at McLaren har skiftet fra Honda- til Renault-motorer.
LILLE LEG: TØR du gætte på to resultater på søndag: Hvem vinder? Hvilken placering får Kevin?