FINANSLOV Regeringen lægger op til en samlet besparelse på 1 milliarder kroner i sit finanslovsoplæg på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Det sker blandt andet ved at fastholde det såkaldte omprioriteringsbidrag på 2 procent frem til 2021, hvilket betyder, at skolerne næste år får 400 millioner kroner mindre, at drive skole for i forhold til 2017.
Hertil kommer en nedjustering af forventet elevoptag i 2018, som medfører færre bevillinger.
Besparelserne på erhvervsuddannelserne bekræftes også af Undervisningsministeriet. På ministeriets hjemmeside er den samlede besparelse på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser opgjort til at være helt oppe på en milliard kroner.
Bevillingen på 8 milliarder kroner i 2017 er sat ned til 7 milliarder kroner i 2018, fremgår det af en oversigt over de samlede bevillinger på Undervisningsministeriets område.
Analyser fra blandt andre Dansk Industri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fastslår ellers, at Danmark kommer til at faglærte de kommende år. Ifølge en analyse fra DI kommer Danmark til at mangle 44.000 faglærte i 2025. AE-Rådet advarer om, at dette tal kan komme helt op på 70.000. Og Danske Regioner alarm har beregnet, at manglen på faglært arbejdskraft i 2025 vil koste danskerne 57 milliarder kroner i 2025.
Ifølge ministeriet skyldes den drastiske nedskæring blandt andet, at den såkaldte kvalitetspulje udløber. Kvalitetspuljen blev indført i 2016 som et særtilskud på 150 millioner kroner, som skulle kompensere erhvervsuddannelserne for to procent besparelserne gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag.
Siden blev kvalitetspuljen forlænget til også at gælde for finansåret 2017, men nu har regeringen tænkt sig at sætte en stopper for puljen.
Derudover forklarer ministeriet de øvrige besparelser med "en nedjustering af forventninger til udgifterne til de erhvervsrettede ungdomsuddannelser."
Dykker man lidt længere ned i tabellerne i årets finanslov, er det især tilskuddene til de tekniske uddannelser, som får en ordentlig tur med sparekniven.
Det hænger blandt andet sammen med, at regeringen ifølge finanslovforslaget forventer et fald på hele 12,6 procent i antallet af elever på de tekniske uddannelser.
Mens der i 2017 er budgetteret med 48.404 årselever på de tekniske uddannelser, er næste års finanslov beregnet ud fra 41.221 årselever.
Trist læsning
AutoBranchen Danmarks uddannelsespolitiske chefkonsulent Anna-Marie Kold Jensen kalder tallene trist læsning.
- Vi er en branche hvor den teknologiske udvikling går meget stærkt. Den øget digitalisering kræver nye fag og nyt udstyr på erhvervsskolerne. Eksempelvis koster det alene 40 millioner kroner at oprette et nyt og tidssvarende undervisningsværksted for autolakerer ved landsskolen i Silkeborg, i form af udstyr der lever op til arbejdsmiljølovens krav og nyt tidssvarende teknisk udstyr, siger hun og fortsætter:
- Branchen har brug for flere investeringer og ikke besparelser på erhvervsuddannelserne, hvis erhvervsskolerne fortsat skal være én af branchens allervigtigste uddannelsesleverandør. Vores fag skal udvikles i takt med udviklingen indenfor branchen og den udviklingsproces, frygter vi nu, vil gå i stå.
Anna-Marie Kold Jensen opfordrer regeringen til, at investere i de uddannelser som leverer efterspørgsel efter kompetencer indenfor brancherne, det gælder både merkantile - og tekniske fag.
Regeringen vil spare på erhvervsuddannelserne
Besparelser på erhvervsuddannelserne forringer de små og mellemstore værksteders konkurrenceevne, mener AutoBranchen Danmark.