KONTROL Klimaanlæg, olie og gas hænger nøje sammen, især når det handler om at minimere risikoen for nedbrud. Her er især kompressortrykket afgørende, og derfor har Nissens bygget et gratis onlinesystem til klimaanlæg.
Platformen rummer viden om 80 bilmærker og flere end 2500 bilmodeller, lover Nissens, der producerer et køleanlæg til brug i autobranchen. Men klimaanlæg fungerer ikke, hvis ikke doseringen af både kølevæske, olier og gas er afstemt, og det er her, Nissens’ system kommer ind i billedet.
Jacob W. Smedegaard, der er marketingsmanager i Nissens Automotive, fortæller:
- Som en af de førende producenter af køle- og klimaløsninger til det uafhængige eftermarked har vi en forpligtelse til at træne og supportere det marked, som vi leverer ind til. Vi sælger ikke hverken olie eller gas, så nogen kunne måske synes, at udviklingen af et online-redskab til dette formål er et underligt skridt. Men vi ser det som det helt rigtige at gøre, siger Jacob W. Smedegaard og tilføjer:
- Da vi har den nødvendige viden og ikke leverer komponenterne, så kan vi være en objektiv partner for markedet. Og hvis vidensniveauet og tilgængeligheden af teknisk dokumentation i eftermarkedet stiger, så vil vores muligheder på markedet også øges på langt sigt.
Systemet fungerer både på tablet, computer og smartphones, lover Nissens. Platformen skal dertil ses som et naturligt bindeled mellem virksomhedens træningskoncept kaldet NTC og så den daglige servicering af køleanlæg på værkstederne.
Komplekst
Anvendelsen af forskellige typer olie eller anvendelsen af de forkerte olietyper er blandt de mest hyppige årsager til kompressornedbrud, lyder erfaringen hos Nissens. Systemerne bliver nemlig mere og mere komplicerede, og det sætter serviceteknikerne under pres, men her kan det online guidesystem hjælpe. Det forklarer Jan Zieleskiewicz, som ligeledes er marketingsmanager i virksomhedens automotive division:
- For at AC-systemet kan fungere korrekt, er det afgørende, at der bliver fyldt de rigtige mængder af kølervæske og smørelse på systemet. Der er meget, der kan gå galt i løbet af en standardserviceprocedure på et AC-system, og det kan hurtigt føre til driftsproblemer, slid eller meget omkostningstunge defekter, siger Jan Zieleskiewicz og supplerer:
- Forkert tryk i systemet er en af de årsager, som vi ofte støder på, når vi kigger på kompressorfejl. Alle kompressorer skal have en bestemt, defineret olie type med en bestemt sammensætning og viskositet og kun den ene type smørelse må anvendes til kompressoren. Sker det ikke, vil kompressoren fejle. Måske ikke med det samme, men det vil ske efter kort tid.
Med det nye online-redskab fra Nissens Automotive får mekanikerne altså øjeblikkeligt adgang til de korrekte mængder af tryk og smørelse. Databasen indeholder data fra bilparker i både Europa, USA og Asien. Derudover indeholder Nissens’ påfyldningsoversigt fortegnelser over, hvilke bilmodeller de er udstyret med AC-systemer, der kører på den nyeste kølevæske, R1234yf. Databasen bliver løbende opdateret med nye applikationer. Databasen er gratis og tilgængelig på www.nissens.com/ac-fillings.
Solgt i milliard-handel
Det er ikke mange dage siden, at den Horsens-baserede Nissens blev solgt i en milliard-handel efter knap 100 år på danske hænder. I slutningen af maj stod det nemligt klart, at kapitalfonden Axcel overtager Nissens for en pris på cirka to milliarder kroner.
Nissens blev grundlagt i 1921 og har senest haft fjerde generation i skikkelse af Alan Nissen i spidsen. Han fortsætter som minoritetsaktionær og næstformand for bestyrelsen. Nissens er den første investering for fonden Axcel V, og Lars Cordt, der er partner i fonden og som har været ansvarlig for opkøbet hos Axcel, fremhævede forleden især Nissens position i autobranchen som en del af forklaringen på opkøbet:
- Nissens har gennem en lang periode oplevet stor fremgang i både omsætning og indtjening. Dette er opnået via dedikerede medarbejdere med stort fokus på kundeservice og produktudvikling. Virksomheden er blandt de førende på auto-eftermarkedet og global markedsleder inden for vind og dermed godt positioneret til fortsat at tage markedsandel. Derudover ser vi gode muligheder for at skabe vækst via opkøb, sagde Lars Cordt tilbage i maj.
Nissens har i det senere år præsenteret tocifrede vækstrater i både omsætning og indtjening. Omsætningen i 2015/2016 endte på 1,332 milliarder kroner og overskuddet før skat landede på 80,8 millioner kroner.
Producent: Målinger af olie-forbrug i klimaanlæg bliver mere præcise
Gratis online-redskab skal blandt andet forhindre, at forkerte olietyper får kompressorer til at bryde sammen.