RUDETEKNIK Efterhånden har mange biler kameraer i forruden, men sker der noget, skal det kalibreres. Det kunne været noget så simpelt som et rudeskift, afmontering af kamera eller i forbindelse med skift af fjedre eller andre undervognskomponenter.
Den med at placere ruden nogenlunde samme sted som den gamle, dur ganske enkelt ikke - kameraet skal kalibreres. Flere firmaer udbyder kamerakalibreringsudstyr, og én af de sidste der er kommet med er Texa. Deres system hedder Texa Adas, og det har Motor-magasinet haft lejlighed til at teste.
Også bakkamera
Texa Adas har den finesse, at det også kan bruges til kalibrering af bakkamara, og her skal man ikke først ud at købe et nyt stativ. Nej, for det, der er med systemet, kan adskilles og bruges til kalibrering af bakkameraer.
Til testen blev der anvendt en Seat Leon 1,4, og først findes bilen i systemet via Autofrontal. Derfra går man til menupunktet Kamera og radar og vælger Kamerakalibrering. Her oplyses der om OBD-stikkets placering, og her kommer der en lang liste over alt det, der skal være i orden, inden en korrekt kalibrering kan foretages.
Lidt knudret
Systemet guider en igennem alle de ting, der skal foretages som eksempelvis bilens afstand til måleskiven. Men det er ikke alt, som kommer i den rigtige orden. Eksempelvis kommer det med at få måleskivens stativ placeret rigtigt i forhold til bilen ikke i den rigtige rækkefølge.
Det kommer nemlig først, når man har fået måleskiven sat på, og fået den op i den korrekte højde. Først her bliver man bedt om at sætte laserlyset på, og gøres det her, får man altså brug for en stige, da laserlyset skal placeres øverst på stativet.
Data skal tastes ind
Stativets retning i forhold til bilen skydes ind via laseren, og her skal der bruges mindst to fixpunkter. Det kan være oppresningen i midten af hjelmen, bakspejlet eller antennen, og det gode er, at laserlysets røde stråle er så kraftig, at det er nemt at rette stativet ind, så det står korrekt.
Når stativet med måleskiven er skudt ind, skal systemet fordres med nogle data. I dette tilfælde handler det om afstanden fra underlag til underkanten af skærmene, og først efter disse data, såvel som den aktuelle dato, er tastet ind, kan man gå videre med kalibreringen af kameraet.
Fra man har trykket Kaliberer, og indtil selve kalibreringen er overstået, går der kun et kort øjeblik, og dermed er resultatet er laget, og kan printes ud.
Generelt fint system
Prisen for et system som det, der er brugt i testen, ligger på lidt over 10.000 kroner. Det inkluderer laser, stativ og måleplade. Stativet har den fordel, at det ikke vejer meget, men den lette vægt har en bagside. For man skal man være opmærksom på, at man nemt kan komme til at skubbe til det, når man eksempelvis skal sætte målepladen på. Men her kan kuren være, at man lige sætter en fod på stativet, når pladen hægtes på.
Jeg havde også gerne set, at tingene i brugsanvisningen var kommet i den rigtige rækkefølge. Men når det er sagt, så er Texa Adas kalibreringssystemet meget let at have med at gøre.
Selve opstillingen, målingen og kalibreringen kan foretages på 7-8 minutter, når det handler om en VAG bil, mens det for andre biltyper tager kortere tid. De fire stjerner gives fordi man her får et kalibrerinssystem til en meget fordelagtig pris, som tilmed også kan kalibere bakkamera, uden der skal indkøbes nyt udstyr.
Test: godkendt kalibrering til fornuftig pris
Kamera-kalibreringsudstyr findes i mange prislag. Vi har testet Texa Adas, som gør det godt til menneskepenge.