KONKURRENCE Der blev kæmpet om kunder og spillet for millioner af dollars, da ti danske biløkonomer forleden deltog i NUCARS 2017, som blev afholdt i den kinesiske by Changchun i det nordøstlige Kina.
Mathias Busch-Jensen, der er biløkonomstuderende hos Bent Pedersen AS i Esbjerg, endte sammen med sin gruppe helt til tops i NUCARS (Northwood University Computerized Automotive Retail Simulation), der er et strategispil, hvor de studerende skal styre en virtuel bilvirksomhed i ti regnskabsperioder. Der skal i hver periode træffes beslutninger inden for markedsføring, distribution, produktion, Research & Development og finansiering.
- Vi var i min gruppe enige om, at det hele starter og slutter ved kunden. Produktet skal passe til kunden og ikke omvendt. Det sørgede vi for via utallige test og analyser. Dernæst fandt vi veje, via hjælpemidlerne i spillet, som kunne sørge for, at vores markedsføring ramte de segmenter, som vi søgte. Vi lavede småjusteringer hele vejen, og var meget grundige. Produktion, distribution, finansiering, træning af ansatte, you name it. Alt blev justeret. Og der blev taget beslutninger, og de blev taget hurtigt, siger Mathias Busch-Jensen.
Hele verden samlet
I alt deltog danske biløkonomstuderende i konkurrencen sammen med 53 studerende fra Kina, Frankrig, Tyskland, Holland, Indonesien og Canada.
Der blev etableret i alt otte grupper, eller virksomheder, sammensat af studerende fra de fem deltagende skoler, og ikke mindst det tværkulturelle islæt gav et ekstra perspektiv på de udfordringer, de studerende stod over for, fortæller biløkonomstuderende Thomas Krogh Nielsen, der er tilknyttet Mercedes-Benz CPH. Han tilføjer:
- Det var utrolig interessant at træffe beslutninger på både taktisk og strategisk niveau samt at diskutere med andre studerende fra udlandet, der havde nogle helt andre synspunkter og perspektiver. Derudover var det spændende at bruge en uges tid sammen med andre bilstuderende og få et indblik i, hvordan bilbranchen fungerer i deres lande, fortæller Thomas Krogh Nielsen.
Besøg på VW-fabrik
NUCARS handler ikke kun om at spille med fiktive dollars i simulatorspillet. Det handler lige så meget om networking. Hertil bød turen til Kina, hvor der hvert år sælges flere end 20 millioner biler, også på et besøg på FAW/Volkswagens fabrik i selvsamme by, Changchun.
Biløkonomer spillede om millioner i Kina
Dansk biløkonom endte til tops i NUCARS 2017, der blev holdt i Changchun i Kina.