23948sdkhjf

Sådan vælger man rigtig inkasso-partner

Dansk Bilbrancheråd kommer her med gode råd i forbindelse med valg af inkasso-partner efter Motor-magasinets artikler i nummer 9.
VI HAR MODTAGET: Når man går fra at være single over kæreste til ægtefolk, går man mod et stadigt længere opsigelsesvarsel, og det bliver dyrere og dyrere at gøre brug af det. Ingen er vist i tvivl om dette. Mange vælger ikke inkasso-samarbejdspartner med samme omhu, som de vælger ægtefælle - og det er et problem, for også her kan det blive endog meget dyrt, hvis man ikke undersøger sagen nøje.

Inkassobranchen er broget; mange inkassovirksomheder er dygtige og hurtige, men mindst lige så mange er det modsatte. Lovgivningen opsætter visse rammer, herunder likviditetsmæssigt, for inkassovirksomhed, men derudover er der aftalefrihed mellem kunde - det vil her sige bilvirksomhed - og inkassovirksomheden. Det betyder, at prissætningen af inkassoydelser er fri.

Tre faldgruber

Når man som bilvirksomhed skal vælge et inkassofirma, så anbefaler Dansk Bilbrancheråd, at man ser på følgende:

- Prisstruktur; hvad skal man betale både i faste abonnementsudgifter, men også ved den konkrete behandling af sagen.

- Opsigelsesvilkår, herunder længde af opsigelsesvarsel. Generelt må udgangspunktet være "jo bedre produkt, desto kortere opsigelsesvarsel".

- Hvad sker der, hvis man opsiger sin aftale? Visse inkassofirmaer beregner, hvad de kunne have tjent på alle de krav, de har til inkasso for bilvirksomheden på det tidspunkt, aftalen ophører - og det betyder oftest, at der udfaktureres 50 procent af alle inkassofordringerne uanset, om der er betalt; vel at mærke uden færdigbehandling af sagerne. I de mest grelle tilfælde tager inkassofirmaet også gebyrer for udlevering af selvsamme sager.

Branchekendskab en fordel

Langt de fleste kædekoncepter i autobranchen har - ligesom Dansk Bilbrancheråd - en samarbejdsaftale med en inkassovirksomhed; Dansk Bilbrancheråd samarbejder således eksempelvis med Delacour, der udfører vederlagsfri udenretlig inkasso for medlemmerne. Alle omkostninger dækkes således at de gebyrer, som lægges oveni det, skyldneren skal betale.

For god ordens skyld skal det oplyses, at advarslerne i denne tekst ikke skal ses som udtryk for brødnid fra Dansk Bilbrancheråds side; som brancheorganisation hverken kan, vil eller må vi udføre inkassovirksomhed, ligesom vores advokatkoncept, Din Biladvokat, heller ikke beskæftiger sig med den rene inkasso. Først ved indsigelser, hvis sagen skal i retten - eller Ankenævn for biler - kan rådet eller Din Biladvokat overtage sagen; er der indsigelser, er det absolut mest tungtvejende hensyn nemlig et særligt branchekendskab, som bestemt ikke alle advokater besidder indenfor bilbranchen.

For god ordens skyld skal det tilføjes, at Dansk Bilbrancheråd intet dårligt har at sige om Købmandsstandens Inkasso Service, hvis egen-analyse blev beskrevet i Motor-magasinets artikler side 4-5 i nr. 9.

Johanne Berner Hansen,
Juridisk chef i
Dansk Bilbrancheråd
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111