23948sdkhjf

De små fag i autobranchen må ikke forsvinde

Elevtilgangen til autolakerer- og karrosseriteknikeruddannelsen er kritisk. AutoBranchen Danmark kom med løsningsforslag på de tekniske erhvervsskolers årsmøde.
UDDANNELSE Effekten af erhvervsuddannelsesreformen slår fortsat negativt igennem på to af autobranchens fag. Både autolakerer- og karrosseriteknikeruddannelsen har stadig en katastrofal lav elevtilgang, oplyser AutoBranchen Danmark.

På de tekniske erhvervsskolers årsmøde den 25. oktober inden for mekanikerfagene diskuterede man derfor, hvordan man undgår, at "de små fag" helt forsvinder.

Deltagere ved årsmødet var uddannelseschefer og uddannelsesledere ved landets tekniske erhvervsskoler, Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling samt industriens uddannelser og faglige udvalg.

AutoBranchen Danmark har som den eneste organisation forsøgt at gøre opmærksom på problematikken med "de små fag" og skitserede på mødet to løsningsmodeller med relation til erhvervsuddannelsesreformens negative effekt på autobranchens fag, oplyser auto-organisationen.

Se video

Erhvervsuddannelsesreformen er en kompliceret størrelse at beskrive - derfor er denne grafik og video lavet, der forklarer reformens indhold. Se den her


Ét samlet grundforløb

Løsning nummer 1: Grundforløb 1 (20 uger) og grundforløb 2 (20 uger) samles til ét grundforløb (40 uger), og afsluttes fortsat med en grundforløbsprøve.

- Det vil skabe én autoindgang til samtlige mekanikerfag. Elevens valg af uddannelsesretning bliver udskudt til efter det samlede grundforløb. Dermed har eleven mulighed for at undersøge de forskellige fagretninger, inden det endelige valg af uddannelsesretning. I dag skal eleven vælge uddannelsesretning ved udgangen af grundforløb 1, hvilket betyder, at den korte beslutningsproces ikke giver eleven et tilstrækkeligt indblik i autofagenes samlede muligheder, forklarer Anna-Marie Kold Jensen, uddannelsespolitisk chefkonsulent i AutoBranchen Danmark.

Det nye grundforløb vil have fælles kompetenceområder i form af introducerende erhvervsfaglige kompetencer, faglige kompetencer (erhvervsviden, proces og metode), generelle og almene kompetencer, studiekompetencer samt teknisk faglige kompetencer.

Slæk på overgangskravene


Løsning nummer 2: I en overgangsperiode differentieres adgangskravene til grundforløb 1 samt overgangskravene fra grundforløb 2 til hovedforløbet.

- Det vil øge fødekæden til mekanikerfagene, og vi kan tiltrække og optage elever, som vi siden reformens ikrafttræden har måttet afvise. Overgangsperioden kunne være frem til 2019, hvor gymnasiereformens adgangskrav er fuldt indfaset og forventes at få effekt på elevtilgangen på erhvervsuddannelserne, forklarer Anna-Marie Kold Jensen.

På årsmødet var der indlagt gruppearbejde, hvor deltagerne skulle arbejde videre med at udforme konkrete løsninger og inddrage AutoBranchen Danmarks forslag. De konkrete løsningsforslag fik Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling med hjem, og ministeriet skal nu fremlægge forslag til, hvordan vi undgår, at "de små fag" forsvinder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063