23948sdkhjf

Autouncle: Dårlig dag for bilforhandlerne og internettet

Foreningen for internethandel bakker Autouncle op i, at onsdagens landsretsdom giver problemer for internethandel og dataflow.
LUKNINGSTRUET - Vi er forundrede over, at Vestre Landsret lader eBay og BilMarkedet sætte sig på data, som vi anser som frit tilgængelige og ikke berigede. Vi må naturligvis respektere dommen men kan konstatere, at bildata hermed har fået negativ særstatus i Danmark, og det er vi stærkt kritiske overfor. Også Bilforhandlerne er taberne i denne afgørelse, siger medindehaver og direktør i Autouncle, Johan Frederik Schjødt.

Han anser det ikke som en mulighed at kære landsrettens kendelse om forbuddet mod crawling af bildata fra bilforhandleres hjemmesider til Højesteret.

Ærgrelsen hos Johan Schjødt er ikke desto mindre stor, idet Apple netop i denne uge har ophøjet Autouncles app til den såkaldte ”Editors Choise”, hvilket er yderst ærefuldt og opfattes som en cadeau til nyskabende, succesfulde internet-udbydere.

Tre millioner kroner årligt

På spørgsmålet om, hvorvidt Autouncle vil være indstillet på at gå i dialog med BilMarkedet Bilinfo/Bilbasen om betaling på lige vilkår med andre brancheaktører, gentager Johan Schjødt sig selv fra tidligere ved at definere Autouncle som en indekseringsportal, der linker bilkøberne videre til bilsalgsportalerne og dermed forhandlernes hjemmesider – altså at Autouncle ikke er en markedsplads i sig selv med behov for selv at vise data på bilerne, med deraf følgende behov for at skulle købe data.

- Grundlæggende mener vi, det vil være forkert at betale for data. Men vi er naturligvis rationelle mennesker og vil vurderes vores muligheder i den nye situation efter kendelsen, siger Johan Schjødt uden at ville svare direkte på spørgsmålet.

Motor-magasinet er vidende om, at andre brancheaktører betaler BilMarkedet 130 kroner pr. forhandler om måneden. Med indeksering af eksempelvis 2000 bilforhandlere vil kendelsen således koste Autouncle over tre millioner kroner årligt i betaling til BilMarkedet for data.

Kan lukke forretningen

I kendelsen fra landsretten står anført, at Johan Schjødt mener, et forbud med crawling fra bilforhandleres hjemmesider vil betyde, at Autouncle må lukke i Danmark. Det er hans bud, at Autouncle vil miste 10 millioner kroner i en periode frem til en endelig retslig afgørelse af sagen med det nu stadfæstede fogedforbud mod crawling.

- Det er klart, at når Bilinfo står bag 95 procent af alle bildata i Danmark, kan vi have svært ved at agere, når vi aldrig kan vide, om simple grundoplysninger for en bil om eksempelvis en gængs 1,8 liters motor har været en tur forbi Bilinfo og således må anses for at være forædlede data. På så absurd et markedsvilkår kan vi få svært ved at drive forretning i Danmark. Bilforhandlerne er reelt e-handlende, og hvad skal de stille op med deres hjemmesider, hvis de ikke må blive indekseret? Kendelsen er i sandhed en af de vigtigste nogensinde for bilforhandlerne – de er taget som gidsler af BilMarkedet Bilinfo/Bilbasen i denne sag, mener Johan Schjødt.

Internetforening kritisk

Fra Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH, mener adm. direktør Niels Ralund, at kendelsen er klar og på et oplyst grundlag, som må tages til efterretning.

- Jeg kan dog være bekymret for, at ejerskabet til data i fremtiden kan komme til at ligge på meget få hænder, og at dette kan komme til at hæmme den fremtidige innovation, siger Niels Ralund til Motor-magasinet.




Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22