23948sdkhjf

Koreas Qashqai-fighter

Nyeste bil i SUV mellemklassen er Kia Sportage, der viser sig alt for fordrukken efter de første kilometer i den nye bil.

NY SUV Det er et hajfyldt SUV-farvand, den nye koreaner, Kia Sportage, netop er sprunget ud i. Afhængig af hvor langt ud i krogene, man tæller, er der omkring 40 forskellige biler af denne type. Fra biler som Peugeot 2008 forbi klassens midtpunkt, Nissan Qashqai, til den nyeste, nemlig Volkswagen Tiguan.

Kia Sportage årgang 2016 er en helt ny bil. Konstrueret parallelt med den nyeste generation af hatchbacken Kia cee’d. Flere Sportage-motorer på både benzin og diesel, mens der endnu ikke findes en hybrid-Sportage. Men det kommer, gætter vi på! Det mest markante ved udvalget af Sportage-varianter er det store udbud af 4x4-versioner. Kia er et af de bilmærker, der virkelig mener dette med, at en SUV skal trække på alle fire.

Den nye Sportage-serie får ikke ros for sine forbrugstal i basisversionerne. 15,9 km/l i følge EU-normen gør slet og ret Sportage til klassens mest fordrukne. 20,4 km/l i diesel er lige knap så slemt blandt SUV’er på dette brændstof – i hvert fald har to biler i klassen et mere tørstigt forbrug. SUV’en er jo en høj bil – netop dette er jo en af biltypens vigtigste egenskaber. I mange, for eksempel Nissan Qashqai og Renault Kadjar, følges dette med en ”høj” kørestilling. I Sportage minder kørestilling langt mere om en hatchback. Altså er Sportage-rattet placeret temmelig højt, ligesom det kan justeres tilstrækkeligt langt ud og ind samt op og ned. Netop dette roser vi meget. Sæderne er store, og de støtter fint.

Men hvordan bevæger den sig så hen over asfalten? Helt overordnet: En Kia Sportage kører, som den skal – den kører fint. Men der er faktisk to veje at gå, hvad køregenskaber angår: Versionerne uden de to bogstaver GT kører typisk SUV-agtigt – her er en høj karrosse, der svæver over stor frihøjde, der er bløde fjedre og høje dæk. Alt i alt sikrer det især komfortable køreegenskaber.

Men ønsker man mere sporty kørsel, vælger man en Sportage med det udstyr, der hedder GT Line – som på testbilen her. Her er lavere frihøjde og hårdere fjedre og større fælge med lavere dæk – det er lig med en mere præcis måde at køre gennem landskabet. Og på den facon minder Sportage fra Kia pludseligt mere om Mazda CX-3 og Ford Kuga – uden dog at nå helt op på de to konkurrenters niveau. Men i dette set-up kører koreaneren markant mere sporty end de to konkurrenter fra familien Nissan-Renault, Qashqai og Kadjar.

Så alt i alt: Kia Sportage kører koreanske SUV’er ind i den gode del af feltet. SUV med moderne formgivning, god kørestilling, men stort forbrug i nogle versioner. Og priserne: Bestemt ikke blandt de billigste – men den billigste af dieselerne; dens pris er god. Kia holder sig til, at man kan sælge biler på andet end, ”vi vil bare være billigst” – for eksempel på mængden af udstyr, og så endelig mærkets trumfkort i alle sammenhænge, nemlig dets 7-års garanti.

Teknikken i Kia Sportage 2,0 CRDi
Helt kort: Kias SUV i qashqai-klassen er den nye Sportage. Typisk SUV-karrosseri, motor foran, både forhjuls- og firehjulstræk. Benzin og diesel, foreløbig ingen hybrid.
Benzinmotorer fra 132 hk til 177 hk og diesel fra 115 hk til 185 hk.
Priserne på Sportage: Benzinversioner fra 299.999 kr. og diesel: Fra 319.999 kr. 4x4 fra 389.999 kr. (2,0 diesel)
Type: 4-5-personers SUV, frontmotor, firehjulstræk.
Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 136 hk ved 2.750-4.000 o/min., 373 Nm ved 1.500-2.500 o/min.
Forbrug i flg. EU-norm: 19,2 km/l CO2-udslip: 139 g/km
Præstationer: 0-100 km/t: 12,0 sek. Topfart: 184 km/t
Pris: 479.999 kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187