23948sdkhjf

Rattet rundt med motorsporten

Nyt fra sportens verdens i ind- og udland - læs også de selvstændige billedtekster.
MIKKEL JENSEN AVANCEREDE TO pladser i den samlede stilling efter weekendens runde af FIA F3 European Championship på Red Bull Ring i Østrig. Århusianeren er nu på en samlet ottendeplads.

EN FJERDEPLADS I FJERDE og sidste runde af WSK Super Master for gokart betyder, at Noah Watt slutter på en samlet andenplads i serien i OK Junior. Christian Lundgaard besatte syvendepladsen i OK i løbet, der blev kørt på Adria-banen i Italien.

DÆKPRODUCENTEN HANKOOK og FIA Formula 3, der promoverer nye racer-talenter, forlænger deres partnerskab med yderligere tre år.

DA FDM JYLLANDSRINGEN FYLDTE 50 år forleden spurgte vi i alt otte JR-kendere, hvem der har været banens største stjerner. Og det var –uden tvivl – først Jan Magnussen, dernæst John Nielsen og Erik Høyer.

RANDERS AUTO SPORT GLÆDER SIG til, at kunne sende 40 hold afsted fra start til Rally Randers søndag 29/5. Som en stor succes er der 13 deltagere i klassen for begyndere, hvilket lover godt for fremtiden i klubrally.

DET BLEV TIL ÅRETS ANDEN SEJR i DM-sammenhæng, da Esben Hegelund, sammen med sin co-driver Karsten Isaksen, trods ubalance og vibrationer strøg til tops i deres Skoda i klassen firehjulstrukne og vandt Anderup El Rally på Fyn. Ved målet var forspringet 16,7 sekunder til nærmeste rival.

EFTER SKUFFELSE I DET NORDTYSKE under DM-premieren i rally, kom Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) stærkt tilbage i anden afdeling på Fyn. Mellem Assens og Odense lykkedes det i den orange Suzuki Swift Maxi 2000 at vinde klassen, tage maksimumpoint til DM og sikre sig en generel tredjeplads som bedst i en ikke-firhjulstrukket bil.

HURTIGSTE BIL I MICRO CUP under Anderup El Rally gik til den rutinerede Michael Broberg Sørensen sammen med Mette Jensen, der således fungerer lidt som mentorer for klassens unge.

YOUNGTIMER TOURING CAR CHALLENGE er klar til sæsonens 3. løb, denne gang under Classic Race Aarhus, med 38 tilmeldte kørere.

MIKKEL HENRIKSEN VANDT søndagens løb på Vålerbanen i Norge i den nye FDM Sport klasse efter spændende løb med flere placeringsskift.

DET ÅRLIGE FORMEL 1 GRAND PRIX i fyrstedømmet Monaco er blandt verdens mest berømte billøb og køres i weekenden med Kevin Magnussen i feltet for Renault. Træning, kvalifikation og løb live på TV3+. I Porsche Super Cup som optakt deltager danske Mikkel O. Pedersen.

BOYZONE-STJERNEN SHANE LYNCH er en habil motorsportskører fra den engelske GT-serie. Han skal køre den ene bil for Massive Motorsport, når Mascot DTC køres under Classic Race i Aarhus 27.-29. maj for måske at trække et yngre publikum.

FJERDE AFDELING AF BRITISH FORMULA 3 Championship køres den kommende weekend på Oulton Park. Jan Jønck er blandt deltagerne.




Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172