23948sdkhjf

Spammer du dine kunder?

Få styr på reglerne for, hvornår, hvordan og til hvem man må sende markedsføringsmateriale ud til kunder.
REKLAME Markedsføringslovens § 6 indeholder centrale bestemmelser om, på hvilken måde man som virksomhed må kontakte sine kunder. Det er forbudt at udsende reklamer via elektronisk post, telefax eller automatisk opkaldssystem.

Forbuddet omfatter reklamehenvendelser i bred forstand – det vil sige både reklame for konkrete varer eller ydelser, men også henvendelser, der alene har til formål at skabe opmærksomhed om virksomhedens navn (branding); f.eks. nyhedsbreve.

Virksomheder kan dog sende reklame for deres egne – tilsvarende – produkter ved brug af elektronisk post til kunder, der i forbindelse med en tidligere handel med virksomheden har oplyst deres e-mailadresse. Det er et krav, at kunden er oplyst om, at den elektroniske adresse vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame.

Det er vel ukompliceret – eller er det? Faktisk rejser bestemmelsen mange flere spørgsmål, end den besvarer, ligesom digital markedsføring og sociale medier helt har overhalet lovens bestemmelser.

Overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser er sanktioneret med bøde som minimum udgør 10.000 kr. og som stiger, jo flere e-mails der er udsendt i strid med reglerne. Der er set eksempler på bøder på mellem 300.000 og 800.000 kr. for Spam.

Spørgsmål og svar

I denne artikel gives der svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om Spam.

Er alle mails og sms’er fra virksomheden omfattet af spamreglerne?

Nej. Det er kun henvendelser, der udsendes med henblik på afsætning af varer, tjenesteydelser mv. Spamreglerne gælder dog ikke kun henvendelser, der indeholder konkrete tilbud eller produktomtaler – såkaldt ”branding”(renomméopbygning) af virksomheden vil også være omfattet af spamreglerne.

Må man sende reklamemails til kunder, man har et aftaleforhold med?

Nej. Det er ulovligt at sende mails mv. til nuværende kunder, hvis det er med henblik på (mer)salg, medmindre kunden har givet samtykke til det. Man må f.eks. ikke sende en mail, hvor man tilbyder kunden andre af virksomhedens produkter. Men man må gerne sende en mail, hvor man oplyser om ændringer i kontraktforholdet (servicemeddelelse).

Må man sende reklamemails til tidligere kunder?

Nej, man må som udgangspunkt kun sende reklamemails til modtagere, der forudgående har givet samtykke til det. Det gælder uanset, om modtageren er en tidligere kunde. Men man kan dog efter markedsføringslovens § 6, stk. 2, lovligt sende mails til en tidligere kunde, hvis følgende betingelser alle er opfyldt:

• kunden har oplyst sin mailadresse i forbindelse med et køb af en vare eller tjenesteydelse,

• kunden ved afgivelsen af mailadressen blev oplyst om, at mailadressen ville blive brugt til at sende reklamemails

• der i mailen kun reklameres for produkter, der svarer til dem, som kunden købte, da han/hun afgav sin mailadresse,

• kunden ved hver reklamemail har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere henvendelser.

Mailsignaturer

Må man have reklamer i en mailsignatur?

Virksomheden må vise et logo eller en neutral henvisning til egen hjemmeside i en mailsignatur – det vil ikke være omfattet af spamreglerne. Det vil derimod være omfattet, hvis mailsignaturen indeholder tilbud mv.

Er udsendelse af spørgeskemaer og markedsundersøgelse omfattet af spamreglerne?

E-mails mv. med et link til markedsundersøgelser, kundetilfredshedsanalyser eller lignende er som udgangspunkt ikke omfattet af spamreglerne, dvs. sådanne mails kan sendes uden forudgående samtykke fra kunderne. Men hvis analysen mv. har til formål at ”brande” en virksomhed eller reklamere for en virksomheds produkter, vil henvendelsen være spam, hvis modtageren ikke har givet samtykke.

Må man indhente samtykke til at modtage markedsføring i handelsbetingelserne?

Nej. Hvis det står i handelsbetingelserne, at kunden ved at acceptere betingelserne giver samtykke til at modtage markedsføring, er det ikke tilstrækkeligt. Samtykket skal være tydeligt fremhævet over kunden, for at det er lovligt at bruge.

Er det lovligt at indhente et samtykke til markedsføring i en mail eller sms?

Nej. Et samtykke til at modtage markedsføring skal være forudgående. Det kan derfor ikke indhentes ved, at man sender en mail eller en sms med en opfordring til at tilmelde sig f.eks. et nyhedsbrev. Et samtykke kan derimod indhentes via en hjemmeside eller ved udfyldelse af en blanket.

Må deltagelse i en konkurrence betinges af, at man giver samtykke til at modtage markedsføring fra en lang række firmaer?

Ja. Der er som udgangspunkt lovligt, at deltagelse i en konkurrence er betinget af, at man samtidig giver samtykke til at modtage f.eks. reklamemails. Men det skal være klart fremhævet, at dette er en betingelse for deltagelse.

Må man betinge et køb af, at kunde giver samtykke til at modtage elektronisk markedsføring?

Det er som udgangspunkt ulovligt at betinge et salg af en vare eller en tjenesteydelse af, at kunden giver samtykke til at modtage elektroniske markedsføring, medmindre kunden også har mulighed for at vælge et andet og tilsvarende tilbud på produktet (evt. mod betaling), som ikke er betinget af samtykke til at modtage elektronisk markedsføring.

Kan et samtykke blive forældet, hvis det ikke er anvendt gennem længere tid?

Som udgangspunkt gælder et samtykke til at modtage markedsføring, indtil det tilbagekaldes. Det er dog Forbrugerombudsmandens opfattelse, at et samtykke kan falde bort, hvis den virksomhed ikke har gjort brug af samtykket i en længere periode – der må anses for at være et år.

Konkret samtykke

Men hvad skal et samtykke indeholde?

Et samtykket skal være ”informeret” og ”konkretiseret”. At samtykket er ”informeret” vil sige, at kunden skal være klar over, at der gives et samtykke til markedsføring. At samtykket er ”konkretiseret” vil sige, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad der gives samtykke til, og hvordan det vil foregå.

Det skal altså fremgå af samtykket, hvem man vil modtage markedsføring fra, og på hvilket medie markedsføringen vil blive sendt. Samtykke fra en kunde til at modtage reklamemails medfører ikke, at virksomheden derved lovligt kan sende reklame på sms til kunden. Det vil kræve et særskilt samtykke. Samtykket kan dog formuleres forholdsvist bredt.

Det skal dog som udgangspunkt fremgå, hvilke produkttyper der gives samtykke til at modtage markedsføring om. Bilbranchen anbefaler, at følgende fire ting indgår i samtykket:

  • Hvem markedsføringen vil kommer fra

  • Hvilke produkter og ydelser markedsføringen vil omfatte

  • Hvilke medier markedsføringen vil ske via

  • Om kundens oplysninger vil blive videregivet til andre (og til hvem) med henblik på markedsføring



Let’s be careful out there!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281