Ny grossist med større setup
Dansk autogrossist lægger ud med seks i stedet for fire danske afdelinger. Navnet lader endnu vente på sig.
Lars Andersen fortalte, at den nye grossist lægger ud med fire afdelinger i Århus, Aalborg, Vejle og Amager. Hovedlageret bliver i Vejle. Han var allerede i marts i fuld gang med at ansætte medarbejdere til afdelingen i Vejle. Efter planen skulle den første varebil køre fra lageret i Vejle sidst i maj eller først i juni, mens de tre andre afdelinger skulle åbne i august-september.
Der har været overvældende interesse for Motor-magasinets artikel, ligesom fagavisen har fået flere henvendelser fra blandt andet potentielle leverandører, som ønskede kontakt til den nye spiller.
Flere folk
Motor-magasinet talte atter mandag aften den 4. april med Lars Andersen, og han oplyser nu, at man har været nødt til at ændre grossistens setup, idet man nu går efter noget "langt større".
- Bestyrelsen har ønsket flere stationer fra dag 1, og derfor er vi i gang med at leje os ind to steder mere samt i gang med at ansætte flere medarbejdere, siger Lars Andersen.
- Men jeg er stadig nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen, da flere forsøger at stikke en kæp i hjulet på projektet, tilføjer han.
Lars Andersen ønsker således ikke endnu at sætte navn på hans to danske kolleger eller det tyske selskab, som står bagved.
- Der er mange gisninger om vores navn, så jeg må i løbet af de næste døgn vurdere, hvornår jeg bliver nødt til at træde frem med navnet, siger Lars Andersen til Motor-magasinet:
- Men projektet kører - og det kører stærkere.