23948sdkhjf

Leder: Debat som en fordel

Motor-magasinets ugentlige leder.
MOTOR-MAGASINET BRINGER hver uge under titlen Råd & Jura en såkaldt jura-klumme, hvor juristerne hos henholdsvis AutoBranchen Danmark, Dansk Bilbrancheråd og Bilbranchen under DI på skift behandler relevante juridiske emner i autobranchen. Vi kan blandt andet på vores netavis se, at disse klummer er efterspurgt af vores læsere. Det samme gjaldt vores klummer, skrevet af brancheeksperten René Tønder Nielsen under titlen Tønders Tænkeboks, om trends i autobranchen. René Tønder Nielsen valgte imidlertid med udgangen af 2015 at stoppe sin skribent-virksomhed her i fagbladet. Det var vi kede af – til gengæld glæder vi os nu til at byde velkommen til en ny letflydende og provokerende pen – ført af direktøren for et polsk værksted under EAC Danmark A/S, Michael Adam Czartoryski, der dog det sidste års tid allerede har ageret flittig debattør i Motor-magasinets spalter på print og nettet. Men nu sætter vi Michael Adam Czartoryskis indspark i system, idet vi hver måned bringer hans klumme under navnet Michaels Moment – med særligt fokus på værksteder og eftermarkedet.

DET ER VIGTIG at understrege, at klummerne er udtryk for skribentens egen holdning og ikke nødvendigvis deles af redaktionen på Motor-magasinet. Vi sætter nemlig en ære i at fremstå som autobranchens helt uafhængige fagblad, som ikke er i lommen på nogen og som kan tale med alle i branchen – også de uglesete. Vi tror på, at vi kommer længest ved at holde ører og øjne åbne hele tiden og efter bedste evne beskrive virkeligheden i autobranchen – også når den gør ondt. Frem for alt sætter vi en lære i – uge efter uge på 47. år – at levere aktuelle, interessante og læseværdige artikler om og fra autobranchen, både ind- og udland.

ET GODT EKSEMPEL er denne uges udgave, hvor vi både var på pletten på heden ved Herning, og i messehallerne i Geneve. I Herning fyldte autocamper-branchen en del på Ferie for Alle messen i den forgangne weekend, og på Geneva International Motor Show har vi allerede inden messestart 3. marts sikret os en række interessante interviews med centrale bilproducenter. Messen varer frem til 13. marts.

Så læs trygt med – og giv gerne din stemme til kende, enten hvis du er enig eller uenig …
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094