23948sdkhjf

Finanslov: Ingen bevarelse af høj reparationsgrænse

Håndværksrådet og Autobranchen Danmark er utilfredse med, at finanslovsaftalen ruller forhøjelsen af reparationsgrænsen tilbage til 65 procent. Også SKAD ærgrer sig.
FINANSLOV Flere levedygtige men trafikskadede biler må lade livet efter Blå Bloks finanslovsaftale, når reparationsgrænsen for trafikskadede biler fra første januar falder til 65 pct. af værdien inden skaden. Det fastslår håndværksrådet i en pressemeddelelse.

Torsdag middag landede de blå partier en finanslovsaftale, hvor en videreførelse af en reparationsgrænse på 75 pct. blev ikke en del af aftalen. Dermed totalskader regeringen og aftalepartierne reelt ca. 3000 levedygtige biler.

- Det er ærgerligt, at regeringen sammen med resten af blå blok vælger at lade reparationsgrænsen på trafikskadede falde til 65 pct. ved årsskiftet. Dermed totalskader man administrativt ca. 3000 biler, som ud fra et miljøhensyn burde være repareret. Samtidig skrotter man reelt en lang række arbejdspladser og lærepladser i autoreparationsbranchen, siger Lars Magnus Christensen, chefkonsulent i Håndværksrådet, som er hovederhvervsorganisation for omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder - heraf ca. 2000 virksomheder inden for autoområdet.

To-årig forhøjelse


I 2014 og 2015 har grænsen for, hvornår en skadet en bil må blive repareret i stedet for at blive erklæret totalskadet og skrottet, ligget på 75 pct. Hvis prisen på reparationen overstiger 75 pct. af bilens handelsværdi inden skaden, skal den frem til 1. januar skrottes. Efter 1. januar bliver grænsen sænket til 65 pct. Hvis en bil med en værdi på 100.000 kr. bliver skadet og skal repareres for over 65.000 kr., skal den altså fremover skrottes.
- Reparationsgrænsen er i forvejen en politisk fastsat og unaturlig grænse for, hvor skadet en bil må være for at blive repareret. Hvad værre er, så sættes reparationsgrænsen per 1. januar 2016 ned til 65 pct., hvilket vil medføre endnu større bilspild og dermed øget CO2-belastning, når nye biler produceres til erstatning for de knap 3000 ekstra skrottede biler, som sænkingen vil medføre sammenlignet med i dag, siger Lars Magnus Christensen.

Flere biler skrottes

I Finansaftalen er der lagt op til en sænkelse af registreringsafgiften, som falder fra 180 pct. til 150 pct. Det betyder, at en mellemstor familiebil falder med 15.000-20.000 kr. i pris. Alt andet lige vil det medføre en generelt lavere handelsværdi på både nye og brugte biler og i sidste ende betyde, at endnu flere biler vil falde for reparationsgrænsen, der fra 1. januar 2016 er på 65 pct.
- Udover at 3.000 biler fra 1. januar ikke længere vil blive repareret, så vil den lavere registreringsafgift medfører endnu flere totalskadede biler pga. lavere handelsværdi. Derfor har vi også en forventning om, at man i takt med den lavere registreringsafgift justere reparationsgrænsen, siger Lars Magnus Christensen.

Ærgrelse hos AutoBranchen Danmark

Det huer heller ikke AutoBranchen Danmark, at regeringen og forligspartierne har valgt helt at overhøre ønsket fra en enig autobranche om at fastholde reparationsgrænsen på 75 procent af bilens værdi. Det kommer bag på AutoBranchen Danmarks direktør:

- Vi konstaterer med betydelig skuffelse, at en ændring af reparationsgrænsen ikke er en del af regeringens finanslov. Det undrer os, da en fastholdelse af den højere grænse for, hvornår en beskadiget bil skal erklæres totalskadet er en nem, effektiv og billig måde at genskabe de arbejdspladser, som er gået tabt på landets autoværksteder. Derudover er der en markant miljøforbedring forbundet med forhøjelsen af reparationsgrænsen, siger Jens Brendstrup.

For nylig præsenterede AutoBranchen Danmark sammen med autobranchens øvrige aktører regeringen for en dokumentation for, at forhøjelsen har ført til et stort antal job på landets autoværksteder og at en ’tilbagerulning’ af reparationsgrænsen til 65 procent vil betyde tabte arbejdspladser.

- Med regeringens ambitioner om at skabe vækst og jobs er det uforståeligt, at man ikke har fastholdt grænsen på de 75 procent i finansloven for 2016, siger Jens Brendstrup.
AutoBranchen Danmark vil fortsætte sine bestræbelser på at overbevise politikerne om, at en ændring af reparationsgrænsen er en nødvendig og effektiv metode til at skabe og fastholde job i autobranchen.

SKAD ærgrer sig

Også karrosseri-organisationen SKAD er ked af, at regeringen ikke har sat miljø og arbejdspladser højest på dagsordenen i forbindelse med reparationsgrænsen, ved kun at fokusere på nedsættelse af registreringsafgiften.
- Desuden kan det virke som at tisse i bukserne, når man planlægger et provenutab i stede for at tage hele afgiftssystemet op til overvejelse, hvilket efter vores mening er nødvendigt for at skabe et mere retfærdigt og miljørigtigt grundlag. Alle ved jo at den værdibaserede registreringsafgift giver anledning til et stort ressourcespild hos både virksomheder og myndigheder, udtaler SKAD-direktør Thomas Krebs.
- Også genbruget har med beslutningen fået et skud for boven, da de gode brugte biler nu kan blive mindre attraktive og dermed påvirkes miljøet og CO2 balancen. Det kan dog glæde forbrugerne, at de nu kan spare et mindre beløb ved køb af en større bil til for eksempel 300.000 kroner. Tænker man på, at reparationsgrænsefastholdelsen kun ville have kostet 120 millioner kroner, så virker det underligt, at man nu planlægger et tab på mange flere penge, dog uden at faktisk at have opnået noget konstruktivt, siger Thomas Krebs.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11