Elbilen har oplevet et væld af op- og nedture gennem det seneste århundrede. Alligevel bliver drømmen om elbiler ved med at dukke op, og med de nye supereffektive batterier og opladningssystemer mener mange nu, at gennembruddet endelig er lige om hjørnet. På udstillingen "Helt elektrisk! Elbilen mod strømmen", kan man få mere at vide om de elbiler, der har kørt rundt i Danmark, om drømmene og de store visioner og også om de mange udfordringer, der har spændt ben for elbilen gennem årene.
Man møder den lille folkekære Ellert og selvfølgelig også den Hope Whisper elbil, der kørte galt i Forum i 1983 og for en stund knuste de store elbilshåb.
Midt i udstillingen venter der udstillingens gæster en helt speciel oplevelse, for her kan de nemlig skifte batterier på en dansk Kewet El-Jet fra 1991 og dernæst sætte sig ind i bilen til en aldeles hæsblæsende og uforglemmelig køretur.
Fra 2014 udstilles en BMW i3, der samtidig er sponsor på udstillingen.
Udstillingen afholdes i Øksnehallens foyer og er en del af fagmessen Driving Green, der fokuserer bredt på nu- og fremtidens grønne transportudfordringer.
Med København som europæisk klimahovedstad er begge events en del af det samlede årsprogram, der kører under fællesbetegnelsen Sharing Copenhagen
Såvel udstilling som fagmesse åbner den 27. august kl. 9, og udstillingen kører frem til og med den 4. september, åben alle dagene kl. 11 til 16, Øksnehallens Foyer, Halmtorvet 11, København.
Deltagelse er gratis.