En tillidsmand takker af
Arne Foged Sørensen har netop haft 50 års jubilæum hos Svendborg Motor Co., og med udgangen af april går han på pension. Vi har mødt jubilaren, som også nåede at være tillidsmand for kollegerne i hele 44 år, til en snak på værkstedet.
- Der er ingen, der gider det frivillige arbejde - og det er galt, mener Arne Foged Sørensen, som dog erkender, at tjansen typisk er øretævernes holdeplads, og at man skal have psyken til det.
- Det skal dog ikke være en klagesang at være tillidsmand - langt det meste handler om samarbejde mellem arbejdstager og -giver, måske op til 95 procent, kun resten er tvister, og man får jo mulighed for at sætte sine fingeraftryk på udviklingen, siger Arne Foged Sørensen, som har været fagligt aktiv, lige siden han var ung:
Det er således også blevet til 40 år som formand for den lokale autoklub under Metal i Svendborg, ligesom han i 36 år har siddet med i bestyrelsen til Metal Sydfyn.
Handler om fællesskab
Om baggrunden for hans faglige engagement siger Arne Foged Sørensen:
- Det handler om fællesskabet - én svale gør jo ingen sommer. Den seneste overenskomst var der dog ikke meget kød på - og generelt er vi da under pres - både fra de gule fagforeninger og fra østarbejderne, indrømmer han.
- Det er imidlertid bedrøveligt, at ingen vil tage over som tillidsmand, og selv har jeg altid ønsket modkandidater, de mange gange jeg har stillet op til valg. Det er ærgerligt for demokratiet, at der ikke er flere kampvalg, siger Arne Foged Sørensen, som på pladeværkstedet hos Svendborg Motor Co. nu bliver afløst af en ung mand fra Volvo.
Færre bænkskader
Efter 7. klasse blev Arne Foged Sørensen i 1963 mælkedreng og siden arbejdsdreng, inden han den 7. april 1964 begyndte som arbejdsdreng hos det daværende Svendborg Motor Co. (Richard Møller) på Shell-stationen i Svendborg - dengang én liter super kostede én krone.
Siden kom han i lære som automekaniker, og efter uddannelsen, som dengang varede fire år og fire måneder, fortsatte han i virksomheden. Allerede i 1975 skiftede han til karrosseriarbejdet, og siden dengang har han koncentreret sig om karrosseri-faget - også for lastbiler, men de sidste mange år primært vare- og personbiler.
- Og som karrosserismed er det en fordel også at kunne lave mekanisk arbejde, mener Arne Foged Sørensen, som primært reparere mange mindre frontskader.
- Der er blevet langt mellem de større bænkskader, og det er da beklageligt, siger han og skyder på de omstridte reparationsgrænser.
Når pensionisttilværelsen for alvor kalder fra den 1. maj, er det imidlertid helt slut med at rode med biler - også derhjemme.
- Det gider jeg ikke. Det kommer til at handler om hus og have, ligesom min svigersøn har et landbrug på egnen, så jeg er bestemt ikke bange for at komme til at kede mig, siger Arne Foged Sørensen.
Arne Foged Sørensen markerer sit 50 års jubilæum og fratræden med åbent hus i privaten, Stubmarken 8 i Ollerup, fredag den 25. marts kl. 11 for både familie, venner og kolleger.