Rattet rundt med motorsporten
INTERESSEN FOR AT deltage i dette års udgave af DASU Race Academy har oversteget alle forventninger med 40 unge kartkørere i alderen 8-14 år tilmeldt den første Race Camp på Korsør Kart Bane 12.-13. april. Deltagerne er fordelt på tre juniorkategorier fra Dansk Super Kart. Særlig interessant er det, at klassen Cadett Mini, hvor man typisk starter i kartingsporten som 8-11-årig, er særdeles godt repræsenteret.
ESBJERG MOTORSPORTS Speedway har fået en lokal smede- og maskinfabrik, der blandt andet også inkluderer et skibsværft, Granly Gruppen, som ny arenasponsor. Dermed kommer de dobbelte danske mestre til at forsvare titlen på Granly Speedway Arena, der bliver en fremtrædende del af Korskro Motor Center de næste to år, hvor sponsoraftalen løber.
TIDERNE I VINTERENS test har ikke været for gode for ellers dygtige Marco Sørensen, der kører med støtte fra Lotus GP-teamet og Saxo Bank i Formula Renault 3.5 Series. Han har til sæsonen skiftet til Tech1-teamet, som hører til de bedste i klassen. 12.-13. april køres første afdeling på Monza banen, med dækning i TV af Eurosport.