Avant Denmark opkøber Dansk Biludstyr
Lillebror har købt storebror med matchende produkter og flytter til Skejby for at skabe synergi og ekspansion i branchen for tilbehør mod også den maritime sektor.
I forbindelse med overtagelsen omdannes Avant Denmark til et aktieselskab, idet Brian Thaysen overtager alle aktier, og således også leverandøraftaler samt forpligtelser, fra ægteparret Kalle og Merete Larsen, der har ejet DBU ligeligt.
Daglig leder vil fremover være 48-årige Brian Thaysen, med produktchef Flemming Skou som sin højre hånd. 58-årige Kalle Larsen skal fungere som indkøbschef for Avant Denmark A/S.
Tankerne bag opkøbet
Med opkøbet af "storebroderen" i branchen ønsker Brian Thaysen at skabe et stærkere brand med et væsentligt bredere produktprogram og tilsvarende større ordremængder. Med fælles administration og lager forventer Brian Thaysen desuden at opnå pæne driftsbesparelser med deraf følgende bedre konkurrenceevne.
- Markedet skal kun kunne huske ét telefonnummer, når de tænker i ekstraudstyr vores nu fælles nummer. Ved at lægge vores to supplerende sortimenter sammen kan vi fylde mere i pakkerne til de enkelte kunder, og det giver en bedre logistik. Flere store kunder har allerede tilkendegivet, at det også vil spare dem tid, siger Brian Thaysen.
Det var ham, der for nylig kontaktede Kalle og Merete Larsen hvilket måske nok var 3-4 år for tidligt i forhold til et egentligt generationsskifte.
- Men vi følte, at det var om at gribe denne mulighed, når den bød sig og virkede helt rigtig. Det har været vigtigt for os, at Brian er en aktiv spiller, og at han kan og vil videreføre vores medarbejdere. Samtidig er det rart at kunne afhænde en virksomhed i vækst efter tilpasning i krisen og en turnaround mod grossister, store forhandlere og webshops, idet der i dag er langt færre fysiske biludstyrsforretninger end for blot få år siden, siger Kalle Larsen.
På konstant forkant
Hverken han eller Brian Thaysen tror, at selv en ny økonomisk optur vil betyde tilbagevenden til den store forbrugerfest, som vi oplevede før det finansielle kollaps. Og sælger-kunde forholdet er i dag ændret.
- Vores salg og service i dag er konceptsalg med færdige løsninger, hvor vi hjælper vores kunder med at kunne sælge produkter videre til slutkunden via flyers og demo-materiale. Vi holder forhandlerne i hånden, så der er en rød tråd i vores og kundernes salg helt ud til hr. og fru Jensen. Og vi kan alle blive meget bedre til at øge mersalget af udstyr til eksempelvis mikrobilerne, som bilforhandlerne næsten ikke tjener på i rent salg.
- Vores opgave er hele tiden at strømline varesortiment og holde øjne og ører åbne for at spotte trends og udvikling på messer i især USA til strømmen af nye biler, siger Brian Thaysen. Kalle Larsen supplerer:
- Kunderne forventer i dag at handle med eksperter, når de er i kontakt med os eksperter som kunderne kan sparre med og har tillid til.
Nyt til det maritime
Med overtagelsen er det planen, at produktsortimentet i løbet af 2014 udvides med artikler, som vil have interesse for den maritime sektor samt offshore industrien. Eksempelvis har Alpine, der er DBUs bedst sælgende produkt, også en maritim linje.
Lagerfaciliteterne kan udvides i de nuværende bygninger. Alufælge, der salgsmæssigt kan være attraktivt, er ikke på programmet hos hverken DBU eller Avant, men Brian Thaysen udelukker ikke, at nye samarbejdsaftaler eller opkøb kan komme på tale.