23948sdkhjf

Poul Krebs og firehjulstrækkerne

Den populære musiker udgiver albummet Asfalt, der blandt andet handler om hans kærlighed til kraftige offroad-biler.
Folkekære Poul Krebs har en svaghed for store biler med firehjulstræk. I forbindelse med udgivelsen af sin nye plade Asfalt på ArtPeople mandag den 24. februar fortæller han til Motor-magasinet, at han den seneste tid har haft en svaghed for Volvo, i form af en XC70, men tidligere været omkring Land Rover, Range Rover og Mercedes.

- For de skal jo ku’ komme frem! Min første firehjulstrækker var en Grand Cherokee. Da jeg hentede den, var det samtidig min første bil med automatgear. Jeg bakkede den ud fra forhandleren og så, at radioen var kodet. Så jeg satte bilen i neutral og gik ind for at bede om koden. Da jeg et minut senere kom tilbage, var bilen forsvundet. Det var dér, jeg lærte, at biler med automatgear ikke må efterlades i neutral, griner Poul Krebs. Den store Cherokee var gledet i bakgear og var bakket 200 meter op ad vejen og stod nu og åd sig ind over en lille Honda i bilforhandlerens brugtvognsafdeling.

- Den historie snakker de stadig om hos den forhandler, smiler den gæve musiker.

Pladen Asfalt er indspillet på en helt ny måde i løbet af blot to aftener i Lundgaard Studiet i Vejen mellem Kolding og Esbjerg. Med i studiet deltog et levende publikum, der hver havde betalt 650 kroner for den specielle, intense musikoplevelse i form af en intim koncert. Nyskabelsen skulle, ifølge Poul Krebs selv, give musikken mere nerve og skabe et levende album, hvor gæstesolister som Lisa Nilsson, Henning Kvitnes og Michael Falch medvirker.

Poul Krebs drager fra 26. februar 2014 på sin mest omfattende solo-tur i karrieren. I løbet af en måned giver han hele 21 koncerter på en række af Danmarks bedste indendørs spillesteder. Den garvede musiker har, i løbet af sin lange karriere, skrevet mere end 500 sange, spillet langt over 1000 koncerter og har solgt mere end en million eksemplarer af sine albums.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096