23948sdkhjf

Bilsælgere får bøder for dårlig kreditoplysning

Tre autoforhandlere har hver betalt en bøde på 20.000 kroner, fordi de i avisannoncer har givet forbrugerne mangelfulde kreditoplysninger.
Det sker efter, at Forbrugerombudsmanden i maj 2013 politianmeldte autoforhandlerne, skriver Politiken.

Annoncerne for bilen Seat Mii blev bragt i et dagblad under overskrifterne "Årets bil 2013. Olé og Danke!" og "Fast rente 3,75 %."

Det var fire nordjyske autoforhandlere, der reklamerede med, at forbrugerne kunne optage et lån med en fast rente på 3,75 procent, hvis de ønskede at købe bilen.

Annoncen fortalte imidlertid intet om de vilkår for kreditten, som forbrugerne i følge loven skal have ved kredit- og lånetilbud. Det drejer sig blandt andet om de årlige omkostninger i procent, det samlede kreditbeløb, og hvad forbrugerne samlet skal betale tilbage.

Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at autoforhandlerne havde overtrådt markedsføringslovens bestemmelser om kreditaftaler.

Autoforhandlerne har erkendt, at de i de to avisannoncer ved en fejl ikke gav de lovpligtige kreditoplysninger. Annoncerne var en del af en større annoncekampagne. Autoforhandlerne har oplyst, at de lovpligtige kreditoplysninger fremgik af de øvrige annoncer i kampagnen.

Politiet oplyser, at de tre autoforhandlere allerede har betalt bøden. Bødens størrelse på 20.000 kroner til hver er fastsat med udgangspunkt i et beløb svarende til det dobbelte af markedsføringsomkostningerne for de to annoncer.

- Det er vigtigt, at forbrugerne får alle de lovbestemte oplysninger, når de tilbydes et lån. Ofte vil lånet have stor betydning for den enkeltes privatøkonomi, og så er det ikke nok kun at oplyse renten, som autoforhandlerne har gjort, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063