23948sdkhjf

Bilimportører: Forskellige bilgarantier er sundt

FDM dumper hver anden bilgaranti i en ny kampagne, som bilimportørerne kalder overflødig og ren markedsføring af bilistforeningen.
13 ud af de 22 mest solgte bilmærkers garantier er ikke gode nok, mener FDM, der også arbejder for fem års reklamationsret som i Norge. Men bilimportørerne er slet ikke enige i kritikken og mener, man ikke kan sammenligne med broderfolket nordpå.

Næsten halvdelen af de mest sælgende bilmærker herhjemme lever ikke op til FDMs opfattelse af god garantidækning, som er mindst tre år eller 100.000 kilometer. Det viser en omfattende undersøgelse, som bilistforeningen, med cirka 240.000 medlemmer, beskriver i sin februarudgave af månedsmagasinet Motor.

- Det betyder, at forbrugerbeskyttelsen efter vores opfattelse ikke er god nok. Ikke mindst taget i betragtning af at bilkøb for mange er en af de største investeringer, de foretager sig. Derfor mener vi, det ikke er rimeligt, at man i mange tilfælde er bedre garantidækket, hvis man køber en radio end en bil til flere hundrede tusind kroner, siger advokat i FDM Lennart Fogh, der har gennemgået de mange garantier.

Han henviser til, at problemet med for dårlige garantier er velkendt i FDMs rådgivning. Her får man ofte henvendelser fra medlemmer, som står med store reparationsudgifter på biler, som kun er lidt over to år gamle. 35 procent af bilisterne siger, at de har haft brug for deres garanti. Det tal står i skærende kontrast til, at bilisterne ikke går særlig højt op i bilernes garanti - blot 13 procent af bilejerne angiver, at garanti var en af grundene til, at de valgte at købe den pågældende bil.

Efterlyser tryghed

FDMs gennemgang af garantierne viser desuden, at der ikke er nogen sammenhæng mellem høj pris og god garanti – snarere tværtimod. Faktisk tilbyder ingen af de dyre europæiske mærker mere end to års garanti, mens de asiatiske bilmærker har både tre, fem og syv års garanti.

- Hvis bilproducenter og importører virkelig mener, deres biler er gode nok, burde de ikke tøve med at give en reel garanti på tre år eller mere. Det vil også give mere tryghed i bilejerskabet, som ellers risikerer at blive en dyr fornøjelse, siger Lennart Fogh og tilføjer:

- Derfor arbejder FDM også på en generel forbedring af købelovens reklamationsret på forbrugsgoder som biler. Det har man allerede i dag i Norge, hvor der er fem års reklamationsret på biler. En bil er noget, man har i flere år. Derfor er det kun rimeligt, at man som forbruger kan forvente, at den også holder længere end to år, siger Lennart Fogh.

Vi er ikke Norge

Fra De Danske Bilimportører siger chefkonsulent Tejs Laustsen Jensen, at man ikke umiddelbart kan sammenligne danske med norske forhold, idet Norge er præget af et helt andet og rigt marked med et andet afgiftssystem og en anden lovgivning på området.

- Vi har et glimrende garantisystem i Danmark, der følger lovgivningen og som er en konkurrenceparameter, hvor forbrugerne får forskellige typer tilkøbsmuligheder. Det er i vores optik velfungerende og udtryk for et sundt marked med konkurrence.

- Vi så i øvrigt samme melding fra FDM for et år siden som et partsindlæg, der nok i høj grad også skal ses som en form for profilering af bilistforeningen i offentligheden, siger Tejs Laustsen Jensen. Samme mening har flere af de bilimportører, Motor-magasinet har bedt om en kommentar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125