Den hidsigste priskrig på det danske bilmarked foregår lige nu i B-segmentet. Mitsubishi og Nissan slås, så neglene flosser om at tilbyde den billigste bil i klassen. Så det ene øjeblik koster en Space Star 89.990 kroner, det næste koster en Micra 89.900 kroner. Hvad sker der så, pludselig koster Mitsuen 89.800 kroner og så: 89.799 kroner for en Micra.
Hvem vil gætte på, hvad en Mitsubishi Space Star så bliver sat ned til?
Den, der siger 89.798 kr. gætter rigtigt!
- Vi vil bare være billigst! siger de to firmaers PR-ansvarlige i munden på hinanden, Mitsubishis Dorthe Arvin og Nissans Ann Strøby. Men de blir begge musestille ved dette spørgsmål:
- Hvor længe bliver I ved?
Stilhed.
Og så:
- Det er vores strategi at tilbyde den billigste bil i segmentet så vi bliver ved, siger Mitsubishi-pigen med overbevisning. Og lynhurtigt kommer det fra Nissan-pigen:
- Vi vil også helst være billigst!
Imens jubler de kommende købere af Mitsubishi Space Star og Nissan Micra om end mange måske lige venter weekenden over for at se, hvor langt priserne så er kommet ned.