23948sdkhjf

Ovethi starter året med opkøb

Dæk-virksomheden A/S Ovethi i Gelsted på Vestfyn udvider sin forretning. Virksomheden overtager pr. 1. marts dækfirmaet Vestjysk Vulkanisering/Point-S i Holstebro.
Efter cirka 46 års virke med salg, service og montage af dæk på adressen Nybovej 16 i Holstebro har Peter Borreskov Laursen valgt at sælge sin virksomhed Vestjysk Vulkanisering/Point-S til A/S Ovethi – Dansk Dæk Service.

Peter Borreskovs forretning er byens ældste dækbutik og har eksisteret siden 1960, Peter Borreskov Laursen selv har været ansat siden 1968 og overtog forretningen fra sin far i 1990. Årsagen til salget er, at Peter Borreskov Laursen inden for en overskuelig fremtid ønsker at nyde sit otium.

- Vi har igennem længere tid ønsket at få en større afdeling i området omkring Holstebro for bedre at kunne opretholde serviceniveauet for vore kunder, blandt andet de vognmandskunder, som kører i hele landet. Dem kan vi servicere hurtigere, hvis de har brug for hjælp i dette område. Vi har desuden mange landbrugskunder i området, og her vil vi også kunne yde en endnu bedre service – blandt andet i form af døgnservice. Ligeledes vil erhvervskunder generelt, herunder også industrien, kunne nyde godt af vores service, udtaler salgschef og medejer Thomas Thinggaard.

Ikke i konkurrence med autobranchen

Også privatkunderne og autobranchen i området vil kunne nyde godt af opkøbet.

- Vi ser Holstebro som en by med et kæmpe potentiale inden for salg og service, når det gælder personbiler. Dette gælder både private forbrugere, men i høj grad også autobranchen, hvor vi vil arbejde på at opnå et godt samarbejde med dæk og fælge på engros markedet. Ovethi beskæftiger sig ikke med mekanisk autoservice og konkurrerer dermed ikke mod autobranchen, siger Thomas Thinggaard og tilføjer:

- Det er udelukkende dæk, fælge og service, vi beskæftiger os med. Vi glæder os til at komme endnu tættere på kunderne i området omkring Holstebro.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093