Rustgarantien på den købte BMW bortfalder alligevel ikke, hvis ejeren af bilen vælger at få foretaget en supplerende rustbeskyttelse hos et givent undervognscenter. FDM er tilfreds med, at "luksusmærket retter ind", efter at flere BMW-ejere har udtrykt utilfredshed ved udsigten til at miste rustgarantien, hvis de fik supplerende rustbeskyttelse hos en konkurrent.
Det er vores klare opfattelse, at vilkårene er i strid med den aftale, BMW, som medlem af De Danske Bilimportører, har indgået med Forbrugerombudsmanden. Rustgarantien kan ikke bortfalde, fordi man får supplerende rustbeskyttelse hos andre end BMW, forklarer advokat i FDM, Casper Schad.
I de nye vilkår fra BMW vil det blive præciseret, at rustgarantien således ikke bortfalder ved supplerende rustbeskyttelsesbehandling, medmindre BMW kan bevise, at den supplerende behandling er årsag til den gennemtæringsskade, som garantien skal dække.
Et FDM-medlem anbefaler på denne baggrund, i tilknytning til omtale af sagen på fdm.dk, at andre bilejere kan køre til eksempelvis Flensburg, der, uden forbehold, garantibehandlede hans BMW 320 fra 2005 med rust i bagklappen, der var opstået trods efterbehandling med et kendt antirustprodukt i Danmark.