23948sdkhjf

Dieselspecialisterne har fået udviklingsplads

Med dobbelt så meget plads har BG Service Center i deres nye lokaler i det sydlige Aarhus nu mulighed for at udvikle sig indenfor diesel og lastbiler.
- Det er blevet bedre end forventet, lyder det fra Allan Nørgaard, direktør hos BG Service Center, da han viser rundt i de nye lokaler i Viby J.

Efter mere end 30 år med en synlig placering på Grenåvej i det nordlige Aarhus, er turen gået sydover til Jens Juuls Vej – placeret mellem flere bilhuse og virksomheder med tilknytning til autobranchen. Det er en stor økonomisk satsning til et to-cifret millionbeløb, som han har været spændt på, men den grå facade med firmaets logo vidner om en succes. I alt 3200 kvadratmeter har virksomheden med dieselekspertisen fået at boltre sig på, og så er der tilmed 1.500 kvadratmeter kontorer, der skal udlejes. Det er derfor en væsentlig opgradering i både plads og brugbarhed, som flytningen har givet.

- Vi manglede plads for at kunne udvikle. Eksempelvis på værkstedet, hvor det var usmart at alle vores lagervarer skulle igennem værkstedet, når det skulle både til og fra lageret, siger Allan Nørgaard.

Flytningen blev foretaget i juli afdeling for afdeling, men reelt set var der tre uger, hvor virksomheden ikke var oppe at køre. Nu er det kun småting, der mangler, og skulle behovet for mere plads opstå, så har de mulighed for at udvide med yderligere 2.500 kvadratmeter.

- Vi er blevet mere effektive her, hvor indretningen er blevet optimal for os. Men pladsen gør også, at der kræves mere benarbejde for at snakke med alle folk, griner Allan Nørgaard, der fra sit kontor har et par minutters gang ned til dieselspecialisterne i den anden ende af bygningen.

Nyt område

At der er blevet bedre plads gælder ikke kun i arbejdssituationerne, men også i frokostpausen, hvor de har fået en stor kantine med plads til hele virksomheden – og nærmest også deres familier. Under besøget er der ved at blive gjort klar til, at kantinestolene bliver indtaget af elever fra den lokale tekniske skole, der skal høre om deres dieselværksted.

I mange år har BG Service Center netop været kendt for deres ekspertise indenfor diesel, som de i 1965 startede ud med i samarbejde med Bosch. De blev det første danske dieselcenter under Bosch i 2001, og det nu fået masser af plads med flytningen. En hel, aflukket afdeling er blevet etableret til deres testmaskiner, og her er gjort plads til, at det kan vokse med op til tre yderligere maskiner. Derudover er der nu også masser af lagerplads til deres renoverede dele, der tæller 400 brændstofpumper og 4-500 dysenumre.

- Vi vil gerne fortsætte med at udvikle os indenfor diesel, og i øjeblikket arbejder vi på et helt nyt område, som jeg desværre endnu ikke kan løfte sløret for, siger Allan Nørgaard.

Udover testmaskiner og værkstedsbænke til dieselspecialisterne er der også indrettet et helt nyt cleanroom, hvilket kræves til flere reparationer.

Virksomhed med bredde

Der er sket meget, siden firmaet i 1959 startede ud ved rutebilsstationen i Aarhus med at lave autoelektriske opgaver. Siden gik turen til Grenåvej, og en grossistfunktion blev tilføjet, hvor de solgte Bosch-varer. Jagten på en ny lokation har stået på siden 2010, og der har undervejs været en investor inde over. Det endte dog med, at det nye hjemsted er kommet i hus uden investorhjælp.

Allan Nørgaard har selv været med i firmaet siden 1999 efter at være blevet udlært befalingsmand. For at styrke virksomheden har han efter sin eksamen fra handelsgymnasiet suppleret med en HD i afsætning, og siden 2008 har han ejet alle aktier i BG Service Center, som han har overtaget efter sin mors mand.

I dag er BG Service også en del af Bosch Carservice-kæden og har derved spredt forretningsområdet, så der er flere ben at stå på, som direktøren betegner det. De har også agenturet på flere forskellige mærker. Det drejer sig om Denso diesel, VDO diesel, Delphi diesel samt fartskriverprodukter fra Stoneridge og SWF-Valeo viskerkomponenter og kontakter. Det gør det i et vist omfang muligt at udligne konjunktursvingninger.

Fokus på lastbiler

Et af de områder, der tidligere har været begrænset af deres lokation, er lastbiler. Men nu er der plads både inde og ude til, at der forhåbentlig kan komme flere store køretøjer forbi Jens Juuls Vej

- Vi har nu plads til, at vi kan få mere tung trafik ind, som vi ikke har serviceret så meget. Der er plads til, at de kan vende på vores grund, og vi satser på, at vi kan komme til at lave reparationer af fartskrivere og autoelektriske opgaver, fortæller Allan Nørgaard.

Senest har de indgået en aftale med Aarhus Taxa, som skal have serviceret deres taxameterudstyr. Naturligvis er det også et håb om, at aftalen kaster noget værkstedsarbejde af sig.

I dag er de 24 ansatte, der fordeler sig over dieselværkstedet, autoelektrisk- og mekanisk værksted, salgsafdeling og administration.

- Der er basis for flere ansatte, og der kan sagtens komme et behov for flere. Vi har mulighed for at udvide til 12 lifte, hvilket er tre gange flere, end der var i vores gamle lokaler. Her kan vi udvikle alle vores funktioner, slutter en glad Allan Nørgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173