23948sdkhjf

Autoteknologer som bindeled

Ny uddannelse skal bryde grænser ned i autobranchen. Motor-magasinet har besøgt de kommende autoteknologer i Haslev.
Endnu er kendskabet til den forholdsvis nye autoteknolog uddannelse er ikke så stor i autobranchen, men det begynder at hjælpe på det. Og der er optimisme blandt både lærere og studerende, når det gælder om at skaffe praktikpladser og sidenhen faste jobs i branchen - i hvert fald hos ErhvervsAkademi Sjælland i Haslev, hvor uddannelsen begyndte i 2011, og det første hold autoteknologer dimitterer til sommer.

En autoteknolog kan for eksempel arbejde som konsulent, værkfører/indskriver eller diagnosetekniker i autobranchen - hos både værksteder, større bilhuse og importører. De typiske arbejdsopgaver kan være kommunikation og service, fejlfinding og diagnosetekniske opgaver, kvalitetssikring, teknisk rådgivning og formidling, salg og formidling af autoteknologiske produkter, indkøb og økonomistyring, ledelse i autobranchen samt reparation og optimering.

- Vi uddanner autoteknologer ind i fremtiden. De er typisk bindeleddet mellem afdelinger og samarbejdspartnere i virksomheder i autobranchen, fordi de har en større forståelse mellem de forskellige afdelinger, hvor de er med til at nedbryde grænser. Og generelt bliver der taget godt imod os, og vi får fin opbakning fra autobranchen, udtaler studieleder Peter Krüger, 44 år og selv med 28 års erfaring fra autobranchen, både blandt mærke- og frie værksteder, oprindeligt som Toyota- og Lexus-mekaniker.

Bredt sigte

På uddannelsen lærer de studerende om avancerede mekaniske og elektroniske autosystemer, både i forbindelse med fejlfinding og i forbindelse med finjustering af en bil og dens motor. Uddannelsen giver også de studerende kendskab til de forhold, der påvirker autobranchen, blandt andet med fokus på at forbedre ledelse, økonomi og juridiske forhold i autobranchen – og uddannelsen kvalificerer til jobbeskrivelser, der indeholder ledelsesfunktioner.

Uddannelsen fokuserer på at skabe en “konsulent", som har forstand på det, der foregår på værkstedet og det, som sker på direktionsgangen. Som autoteknolog udvikler man nogle kompetencer, som man bruger til at formidle budskaber til både ansatte og kunder, så det forstås på en teknisk, men simpel måde.

Mens autoteknologuddannelsen i Århus har specialiseret sig i racing, Viborg i værkførere og Lillebælt i grøn teknologi, har den sjællandske autoteknolog uddannelse specialiseret sig i specialombygninger efter behov.

- Vi forsøger at have så bredt et sigte som muligt og ikke låse de studerende fast, så alle finder deres rette hylde efterfølgende, ligesom vi forsøger at give de studerende en innovativ tankegang, forklarer Peter Krüger.

Han er med i et landsnetværk for autoteknolog-skolerne, og de er netop enedes om, at elementerne på 1. og 2. semestre på de fire skoler er så ens, at de studerende efter første år kan skifte skole, hvis de ønsker det. Det er først fra 3. semester, at valgfagene og specialiseringen for alvor tager fat, påpeger Peter Krüger.

Skolen i Haslev byder i dag på seks valgfag, målet er at nå op på ti. Det seneste valgfag handler om coaching.

Skolen, som hører under Campus Næstved, flytter i øvrigt til Næstved til sommer - i Max Banks gamle hovedsæde, hvor de sjællandske autoteknolog studerende bliver en del at et større videndelingscenter.

Skolen i Haslev har i dag cirka 30 elever, fordelt på fire semestre, størstedelen på sommer-optaget på 2. semester, som tæller 17 elever. Omkring halvdelen af de 30 elever er uddannede mekanikere. Aldersspredningen er på 18 til 39 år - i snit er eleverne omkring 25 år.

- Til sommer forventer vi 20 nye studerende, oplyser Peter Krüger.

Projekt-succes

En af de fem studerende på 3. semester er den 22-årige mekanikeruddannede Kenneth Dencker Pedersen - han er den eneste af de fem, som endnu ikke har fundet en praktikplads.

- Men jeg skal nok finde en plads, siger en optimistisk Kenneth, som efter endt uddannelse sigter efter at blive selvstændig - og gerne konsulent.

Han taler begejstret om de konkrete projekter, eleverne har lavet for lokale virksomheder.

- Det har været en succes - vi kan virkelig tilbyde branchen noget, mener Kenneth, der betegner de ti ugers praktik som reelt gratis konsulentydelse for autofirmaer.

- Vi har på 3. semester været meget proaktive og selv taget affære, og det har modnet os, siger han.

Praktik-ros

På 4. semester er de studerende i ti ugers praktik, og på skolen i Haslev går det udmærket med at skaffe pladser. Og responsen fra virksomhederne branchen er også efterfølgende god, oplyser Peter Krüger.

Således også for Martin Nielsen, som sluttede ti ugers praktik den 15. marts hos Bilhuset Laursen A/S i Køge.

"Martin har arbejdet med lean og kvalitet og har i perioden formået at sænke fejlmængden på vores reparationer ganske betragteligt. Omkring lean har Martin kortlagt situationen her i virksomheden, kommet med konkrete forslag til tiltag, og sidst men ikke mindst har han udført og implementeret de aftalte ting. Vi kan blandt andet nævne: Omrokering på vores værksted med henblik på nemmere adgang til de enkelte værktøjer. Indkøb af ekstra værktøj. Etablering af ekstra arbejdspladser på værksted. Foreslået og igangsat varmebesparende tiltag. Martin arbejder engageret og målrettet med opgaven, med en god sans og forståelse for, at alle ændringer i sidste ende er et resultat af økonomi. Vi giver Martin de varmeste anbefalinger på sin vej fremover", skriver Jeppe Ruby Laursen fra Bilhuset Laursen eksempelvis.

Mere på http://www.facebook.com/AutoteknologHaslev

www.easj.dk/autoteknolog
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079