23948sdkhjf

CAD: En glædens dag i autobranchen

Den hævede reparationsgrænse er desværre kun midlertidig, påpeger de frie værksteders forening.
Aftalen om at forhøje reparationsgrænsen fra 65 til 75 procent, som led i den politiske forhandling om Væksplanen, er en rose med torne, mener de frie værksteders forening, CAD.

- Det er en glædens dag og et resultat, som CAD, sammen med de øvrige aktører i autobranchen, har kæmpet hårdt for, især gennem det seneste halve år. Lidt skuffende er det dog, at de nye ændringer først træder i kraft i 2014, og løber til og med 2015, så i slutningen af 2015 må vi igen trække i arbejdstøjet og gøre vort til, at ændringen bliver permanent, siger direktør i CAD, Erik S. Rasmussen.

Hos CAD havde man ønsket dels en lidt højere grænse, og at politikerne havde taget hensyn til ønsket om at kunne gøre skaderne op med brugte dele, hvor dette måtte være betimeligt. I dag skal skaden opgøres med prisen ud fra nye dele, også selv om der efterfølgende anvendes brugte dele.

- I CAD vil vi benytte lejligheden til endnu engang at gøre opmærksom på disse ønsker, når arbejdet med en ny registreringsafgiftslov går i gang, og det er forhåbentligt meget snart, siger CAD-direktøren.

Små prisnedsættelser

Sammen med medlemmerne i det sønderjyske har CAD gennem længere tid desuden arbejdet for at få afgifterne sænket på de såkaldte magnetvarer, der trækker danskere over grænsen i hobetal for at købe ind, og samtidig få udført service på bilen.

CAD har i denne sammenhæng været fortaler for, sammen med de konservative i øvrigt, at gå hele vejen og helt fjerne afgifterne på de fire magnetvarer vin, øl, vand og slik.

- Men her har politikerne rystet for meget på hånden, for man har valgt kun at fokusere på øl og vand. For øllets vedkommende sker der kun en reduktion på 15 procent på afgiften, hvilket betyder en sølle 5-krone pr. kasse. Sodavandsafgiften forsvinder dog helt i 2014, og det vil betyde cirka 15 kroner på en kasse sodavand, siger Erik S. Rasmussen og fortsætter:

- I grænsehandels spørgsmålet kan man ikke være "halv gravid" - enten skulle politikerne have gået hele vejen, eller helt lade være. I CAD er vi skeptiske overfor, hvorvidt disse "småpenge" rykker noget i forhold til at flytte handlen tilbage til Sønderjylland, mens det nok har en mindre effekt for de forbrugere, hvis bopæl ligger længere oppe i Jylland.

- Man alt i alt har det været en god dag for autobranchen, og det ikke mindst fordi, der er blevet lyttet til CAD, og udfaldet af disse sager har trods alt vist, at det bestemt nytter at kæmpe for vore autoværksteders mærkesager, siger Erik S. Rasmussen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109