23948sdkhjf

Firkløver i marken for Biltorvet

Fire unge, nyansatte biløkonomer med bilsælgererfaring kører landet rundt som konsulenter for det nye Biltorvet.dk og AutoDesktop. Motor-magasinet mødte dem på vejen.
Et firkløver bringer held, siger man. Og deres alder til trods er der bestemt ikke tale om fire grønne, ubeskrevne blade, som for tre måneder siden blev ansat i Biltorvet A/S for at sprede budskabet om den relancerede aktør inden for bilannoncering og salgshåndtering inden for it. Motor-magasinet mødte de fire ganske erfarne biløkonomer og bilsælgere, der nu kører rundt til kolleger i landets bilhuse, på en café i Randers for en snak.

De fire blev valgt blandt cirka 300 ansøgere, da Biltorvet A/S ville danne et konsulent-team til at forklare om det nye biltovet.dk og det ligeledes nyudviklede AutoDesktop. Valget faldt på Morten Vestergaard fra Hobro, der blev færdig som biløkonom i 2006 og siden har arbejdet hos Uggerhøj og Jørgen Laursen som erhvervssælger. Samt Søren Eliasen fra Randers, biløkonom i 2008 og siden ansat hos Nellemann i Roskilde indenfor såvel person- og erhvervsbiler, derefter Fleggaaard Leasing som erhvervskonsulent og senest Bilinfo som productmanager. Han dækker Sjælland som Biltorvet-konsulent. Erik Møller fra Esbjerg dækker Sønderjylland og har været bilsælger hos Bendtsen Biler og Bakker Auto gennem syv år. Rasmus Pallesen fra Aarhus blev biløkonom i 2009 og har været salgskoordinator hos Louis Lund.

Skelsættende bilhistorie

- At vi er tidligere bilsælgere og biløkonomer med analytisk tilgang til tingene gør det absolut nemmere at tale med kolleger i bilhusene, når vi kommer rundt. Det er tit "ind til benet" med respekt for en travl hverdag, når vi kommer, fortæller Søren Eliasen.

De fire konsulenter besøger hver 2-7 bilhuse om dagen og føler, at produktet, de skal levere, er "solidt, sundt og ærligt". Mange bilhuse ringer selv, for at få besøg, og alle er meget positive overfor Biltorvet A/S og det nye markedstiltag, melder firkløveret.

Konsulent-teamet er da også åbenlyst begejstrede for at være med til at skabe, hvad de kalder "skelsættende bilhistorie", som de mener er med til at flytte et helt marked. Og så er de glade for at have en mobil arbejdsplads frem for at sidde 8-9 timer bag en pc hver dag.

- Vi kender jo problemstillingerne omkring salg og marketing i bilhusene med vores sælgerbaggrund og føler, at vi er med til at føre kollegernes kompetencer videre derude ved at rådgive om produktudvikling, økonomi og it – herunder også erhvervsmæssig brug af Facebook og erhvervsnetværket Linkedin, siger Rasmus Pallesen.

Alle er positive

400 forhandlere og over 1000 forrretninger er med hos Biltorvet A/S pt inden for enten annoncering eller it-sælgerarbejdspladsen AutoDesktop. Teamet mangler at besøge mange endnu – og forventer at kunne fortsætte med at arbejde for Biltorvet, når alle er besøgt, da produkterne ikke er statiske, idet der altid, ligesom nu, vil være behov for specialudvikling af software til nogle bilimportører og forhandlerforeninger.

Er nogle bilhuse, der ikke har tegnet aktier i Biltorvet A/S, negative omkring at bruge jeres løsninger og dermed lade penge gå i kollegernes lomme?

- Nej, det mærker vi ikke. Alle er positive over, at pengene bliver i branchen via det brancheejede selskab. Nogle bilforhandlere trække ganske rigtigt vejret og ser lige tiden an. Især dem med op til 20 salgsbiler, der ikke altid er medlem af brancheforeninger, og dermed heller ikke er blevet opfordret af D.A.F., DBFU eller CAD til at støtte op. Men alle er lydhøre, når det handler om at mindske omkostninger fra dag ét og få AutoDesktop til halv pris af, hvad de måske har brugt indtil nu og blot skal vænne sig til, at "knapperne" i vores program sidder et andet sted., siger Erik Møller.

- Selv om vi kører ind uopfordret til en bilforhandler, er han straks positiv og ofte med på at prøve vores løsninger. Dét sker vist kun meget sjældent på andre salgsområder, siger Morten Vestergaard, og tager et nip af kaffen, inden turen går videre ud i det danske bilforhandler-land.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079