23948sdkhjf

Dansk dæktryksmåler vil overtage verdensherredømmet

Bilisterne er for dårlige til at køre med det rette dæktryk. Det vil QuickFill, en ny, danskproduceret ventil ændre på.
Maribo er langt fra verdens navle. Men det kan den komme til at være fremover, når det handler om at sikre et korrekt dæktryk. For firmaet QuickFill holder nemlig til på Lolland, og til april rammer de markedet med deres produkt.

QuickFill skrues på i stedet for ventilhætten og bliver siddende på bilen. Man køber ventilen, så den er bestemt til at kunne give det korrekte dæktryk til den enkelte bil, eksempelvis på 2.4 bar. Når man så pumper luft i dækket, vil en ring på QuickFill’en begynde at spinde og udsende en lyd, der indikerer, at dit dæktryk nu er korrekt. Produktet er derfor inaktivt uden for påfyldningsøjeblikket og giver heller ikke nogen indikationer til føreren, når dæktrykket er for lavt.

Jens Jochumsen, adm. direktør i QuickFill, mener, at produktet kan blive en stor gevinst for alle.

- Seks ud af ti kører med for lavt dæktryk. Det betyder både noget sikkerhedsmæssigt, men også benzinøkonomisk. Der vil på verdensplan kunne spares 2 milliarder liter brændstof, hvis alle kørte med korrekt dæktryk. Så QuickFill giver en økonomisk gevinst til producenten, sælgeren og bilisten, ligesom miljøet også gavnes, siger Jens Jochumsen og fortsætter:

- Vores produkt kan ikke alt. Men det kan noget, nemlig gøre det let at sikre at dæktrykket er korrekt, når man fylder luft på. Det vil vi være hundrede procent gode til, siger han.

Fra avanceret til brugbart

QuickFills ejerkreds består i dag af fire private investorer, herunder Jens’ bror Hans samt fonden Cat Invest Zealand. Ejerkredsen overtog patentet i efteråret 2012 fra de danske udviklere, der ikke havde fået konceptet gjort til virkelighed.

- Vi har taget et meget avanceret koncept, og gjort det brugbart og simpelt. Vi har derefter sikret, at der var opbakning i markedet og hos kunderne til, at vi kunne lancere QuickFill. Det har vi gjort igennem samtaler med flere hundrede private og omkring 50 flådeejere, siger Jens Jochumsen, der blandt andet var med på årets Dækrazzia, hvor han, uden at præsentere produktet, lyttede til de danske bilisters problemer med dæktryk.

Når det er klar til at blive monteret på danskernes dæk, har udviklingen, siden Jens Jochumsen og hans partnere overtog patentet, samlet kostet mellem seks og otte millioner kroner.

Om få uger produceres 2000 protyper, som skal danne basis for den endelige version, der efter planen bliver lanceret i april.

- Vi ved, at QuickFill fungerer, men nu vil vi gerne se en virkelig test. Her kan vi få input fra forbrugeren og lave de sidste justeringer, inden den endelige produktion bliver skudt i gang, siger Jens Jochumsen.

Store planer

Hovedsædet i Maribo vil allerede skabe arbejdspladser til det politisk omtalte Udkantsdanmark inden for et par måneder. Her vil sælgere og administration blive ansat og til marts bliver produktionsmandskabet tilknyttet. I alt bliver der mellem ti og tolv ansatte på Lolland.

- Vi vil gerne holde arbejdspladserne i Danmark, og derved også bedre kunne holde snor i det hele og bevare en kontrol over produktionen, siger Jens Jochumsen.

Nok udtænkes alle planerne i en lille by på Lolland, men de langt fra små og ydmyge. Når produktionen kommer op og køre, er det muligt at producere 3.6 millioner QuickFill ventiler årligt. Nok er det i første omgang danskerne, der bliver de eneste kunder, men der er kun talte om tid, før en stor del af verden vil have mulighed for at sætte fire små ventiler fra Maribo på deres hjul.

- Som iværksætter drømmer man stort, og drømmen er derfor det totale verdensherredømme. Vi starter i Danmark, men har planer om fra 2015 at åbne op for internationalt salg, startende med Norden og Tyskland. Målet er, at vi efter fem år ikke blot sælger i Europa, men også i USA. Kunne vi være på hver tiende bil, vil det være fantastisk, siger Jens Jochumsen.

Han er ved at lave aftaler med salgssteder, og umiddelbart vil prisen på fire QuickFill-ventiler ende på omkring et par hundrede kroner, når de bliver sat til salg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078