23948sdkhjf

Volkswagen introducerer gasbiler i Danmark

Gasdrevne biler er nu sidestillet med dieselbiler, og det får VW til at lancere seks modeller, herunder Eco up! Til 130.000 kroner.
På baggrund af Folketingets afgiftstilpasning, der sidestiller gasdrevne biler med dieselbilerne, har Volkswagen Danmark besluttet at udvide sit modelprogram til også at omfatte gasdrevne biler, under betegnelsen EcoFuel.

Volkswagen kan således fra foråret tilbyde hele seks forskellige EcoFuel-biler til de danske forbrugere, virksomheder såvel som privatpersoner. Afgiftstilpasningen betyder, at EcoFuel nu kan lanceres til mere konkurrencedygtige priser. Den populære lille Up vil eksempelvis i EcoFuel varianten, under navnet eco up!, blive tilbudt til priser startende ved 130.000 kroner.

Politisk skulderklap

Det er det politiske skulderklap, som partierne bag energiforliget har givet de energisparende transporttyper, der nu får Volkswagen til at udvide sit modelprogram med EcoFuel-biler – altså biler der kan køre på natur- og biogas på det danske marked via en optimeret benzinmotor og to tanksystemer. Uanset typen af gas er denne komprimeret og kaldes internationalt for CNG – engelsk for komprimeret naturgas.

Penge til infrastruktur

Energiforliget betyder, at der fra politisk hold er afsat 20 millioner kroner alene til at opbygge infrastrukturen til gasbilerne over de næste tre år. Desuden vil regeringen i løbet af foråret etablere strategiske partnerskaber, der skal skabe størst mulig effekt af de afsatte millioner og få flere energieffektive køretøjer på vejene.

Samtidig er gasbilerne afgiftsmæssigt blevet sidestillet med dieselbilerne, således at man får et betydeligt højere fradrag, når man vælger en gasbil, end tilfældet har været hidtil. Gasbilerne vil fremadrettet få samme fradrag i registreringsafgiften som diesel-bilerne pr. km de kører over 18 km/l. Tillige vil den halvårlige ejerafgift på gasdrevne biler også blive beregnet ud fra det opgivne CO2-udslip pr. kilometer (se faktaboks).

Biogassens rolle

- Det bliver en stor udfordring at få transportsektoren over på vedvarende energikilder. Vi får brug for en række teknologier til at dække behovene i både persontransporten og lastbilerne. Med pengene og de nye partnerskaber skaber vi et godt grundlag for udviklingen i de kommende år, siger Martin Lidegaard i en pressemeddelelse udsendt af Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet. Det er regeringens mål at skabe et fossilfrit Danmark inden år 2050. Her spiller biogas, der kan udvindes af gylle og affald og opgraderes til at kunne udbredes gennem Danmarks vidt forgrenede 360.000 kilometer naturgasnet, en vigtig rolle.

VW uddanner i gas

Ligesom bilfabrikanter såsom eksempelvis Mercedes-Benz og Fiat har også Volkswagen produceret EcoFuel-biler siden starten af 90"erne. Med over 30.000 gasbiler i Sverige, næsten 100.000 i Tyskland og omkring 800.000 på de sydeuropæiske veje er det en velafprøvet teknologi, der nu også tilbydes på det danske marked. I dag kører der ifølge VW blot 15 moderne naturgasbiler i Danmark, 14 af mærket Volkswagen.

VW lancerer nu i alt seks forskellige EcoFuel-modeller på det danske marked. Ud over eco up! drejer det sig om Touran EcoFuel, Caddy EcoFuel, Passat EcoFuel, Passat Variant EcoFuel og Golf EcoFuel. De vil alle kunne bestilles hos de danske Volkswagen-forhandlere i løbet af det næste halve år.

Volkswagen Danmark vil fra juni 2013 have uddannet sit fagpersonale til at kunne servicere den nye teknologi på samtlige autoriserede Volkswagen-værksteder.

www.volkswagen.dk/ecofuel vil priser og specifikationer på EcoFuel-modelprogrammet løbende blive opdateret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094