Skarpe skud og masser af hestekræfter i Holstebro
Euromasters dæk- og autoservicecenter i Holstebro har netop holdt åbent hus, hvor man kunne hilse på den nye chef, se på muskuløse biler og prøve straffekast på målmand Marianne Lundsby fra Team Tvis Holstebro.
På dagen kunne man hilse på spillerne Julie Kjær og Marianne Lundsby fra Team Tvis Holstebro, og i dækcentrets lastvognshal var der mulighed for at skyde med skarpt på målmand Lundsby. Alle gæster, der scorede på straffekast, fik fribilletter med hjem til en valgfri hjemmekamp i Gråkjær Arena. Dem blev der uddelt omkring 50 af.
Samtidig kunne man se nærmere på en række specielle og muskuløse biler - nemlig et eksemplar af Volvos helt nye FH-lastbil, der var udlånt af Volvo Truck Center i Holstebro, en Porsche 911 4S, en aldrende Ford Mustang, en Chevrolet Bel Air fra 1957 og en særlig åben VW Beetle.
Fra Kokkedal til Holstebro
Den nytiltrådte centerleder, Nicklas Bøge, 32 år, kommer fra Kokkedal og flyttede til Holstebro for 10 år siden. Han startede egen bilforretning i 2008, men efter tre år som selvstændig ønskede han at prøve noget nyt og blev ansat som kørende montør hos Euromaster. Nu har han så taget springet videre og er blevet daglig leder af Holstebro-afdelingen.
- Det er en spændende udfordring, hvor jeg får mulighed for at kombinere praktisk opgaveløsning med ledelsesansvar og masser af kundekontakt. Især tiltaler det mig, at centret i Holstebro er en alsidig forretning, hvor vi både arbejder med dæk til personvogne, lastbiler, busser, motorcykler, landbrugsmaskiner og entreprenørmateriel, siger Nicklas Bøge.