Alonso: Kræver noget ekstraordinært at vinde VM
Fernando Alonso har indset, at Sebastian Vettel nok ikke er til at hente i Formel 1-stillingen.
Men med 53 point op til tyske Sebastian Vettel har Spanske Fernando Alonso så småt erkendt, at han formentlig ikke bliver verdensmester i år.
- Hvad angår mesterskabet er vi nødt til at være realistiske. Der er stadig et stort hul, og vi har hverken løb nok eller fart til at vinde et par løb i træk, siger Alonso.
Hans Ferrari har sjældent kunnet byde Vettels Red Bull-racer trods i år, og derfor skal der også noget ekstra til, hvis der skal ændres på tingenes tilstand.
- Vi skal være heldige, og så er Sebastian nok nødt til at udgå et par gange, hvis vi skal vinde, siger Alonso.
Han vil dog ikke høre tale om, at han opgiver jagten.
- Sidste år var det lidt af den samme situation. Han havde svært ved at hente os, men vi kunne ikke gøre arbejdet færdigt.
- Så der er stadig lang vej endnu. Vi vil forsøge indtil det sidste løb at være så gode som muligt, og så må vi se, hvordan stillingen ser ud, siger spanieren.
Sidste år vandt Sebastian Vettel fire af de syv sidste Formel 1-løb, mens Alonso ikke vandt et eneste.
Det betød, at tyskeren lige præcis blev verdensmester med tre points forspring til Alonso.
/ritzau/