23948sdkhjf

Ny hjemmeside vil kontrollere værkstederne

Værkstedskontrol.dk vil lade forbrugerne bedømme alle danske værksteder for at give bedre mulighed for at vælge det rigtige værksted.
Det skal være nemmere at gennemskue, hvilket af de lokale værksteder der leverer den bedste service og kvalitet. Det mener Mikkel Andersen, der selv ejer værkstedet Nordfyns dæk og bilsalg. Han har startet hjemmesiden værkstedskontrol.dk sammen med Jimmy Jørgensen, der også er branchenmand.

- Jeg har været irriteret over, at jeg ikke har kunnet vise nye kunder, hvordan mit ry er blandt mine andre kunder. Derfor har vi startet siden, der er bygget op om, at kunderne skal bedømme værkstederne, og derved forhåbentlig skabe en mere troværdig autobranche, siger Mikkel Andersen.

Første bedømmelser

Hjemmesiden blev lanceret tidligere på måneden, og de første værksteder har fået bedømmelser fra deres kunder. Mikkel Andersen sammenligner siden med Trustpilot, hvor alle forbrugere kan give karakterer til butikker, hvor de har handlet kombineret med FDM’s kvalitetskontrol. Meningen er, at værkstederne selv skal opfordre kunderne til at bedømme dem på siden. For det er alle værksteder, der kan blive bedømt. Derudover tilbyder hjemmesiden en service, hvor et værksted betaler for at bliver godkendt af hjemmesiden Værkstedskontrol.dk. Her rykker Mikkel selv ud og sikrer, at værkstedet lever op til de krav, de har opsat, for at blive et godkendt værksted og giver dem en bedømmelse.

- De kolleger i branchen, som jeg har talt med, synes, det er en god idé. Jeg har indtil videre ikke modtaget dårlig kritik. Men hvis folk er imod at blive bedømt, så er det måske fordi, de har noget at skjule. Siden hjælper med at gøre branchen gennemskuelig, siger Mikkel Andersen.

Godt med branchekontrol

Folkene bag hjemmesiden har allerede selv lavet bedømmelser af de uafhængige værkstedskæder, og her der generelt givet gode karakterer fra 4,39 til 4,63 på en skala fra nul til fem. En af de kæder, der allerede er bedømt er AutoMester, der har 440 værksteder fordelt over hele Danmark. Her mener kædechef Tommy Stuckert, at branchekontrol er en god ting.

- Jeg mener professionel faglig kontrol, hvor fagfolk kontrollere fagfolk, er en god ting. Vi har selv lavet kontrol i samarbejde med en ekstern samarbejdspartner, hvor op til ti fejl blev plantet i kunders biler forud for værkstedsbesøget og efterfølgende kontrollerede vi, om fejlen var blevet fundet og rettet. På det niveau, synes jeg, det har en rigtig god og troværdig effekt, siger Tommy Stuckert.

Han er til gengæld mere skeptisk, når det kommer til anmeldelser fra værkstedskunderne.

- Min frygt er, at de private anmeldelser ofte ikke giver et retvisende billede af et værksted. Ved en negativ anmeldelse, har værkstedet ikke mulighed for at komme med deres side af sagen, og de kan derfor uforskyldt komme til at tage sig dårligt ud. Min umiddelbare tanke er også, at private umiddelbart oftere vil anmelde en negativ oplevelse end en positiv, og derfor er jeg personligt meget forbeholden overfor portaler, der tilbyder private anmeldelser, siger Tommy Stuckert.

På fuld tid

Hjemmesidens ejer, Mikkel Andersen, har arbejdet på værksted siden 1993, og det samme gælder hans kompagnon Jimmy. Men de håber, at hjemmesiden kommer til at slå igennem, så de i fremtiden kan droppe det normale værkstedsarbejde og leve af at bedømme deres nuværende kolleger.

- Man håber jo altid at kunne tjene penge på projekter som dette. Målet for fremtiden er at være fuldtid på hjemmesiden og lukket værkstedet, siger Mikkel Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078