23948sdkhjf

Holger K. hives i salen om skrotgrænsen

Skatteministeren skal forklare Hans Chr. Schmidt (V), hvorfor regeringen blokerer for serviceeftersyn af skrotgrænsen.
Skatteminister Holger K. Nielsens (SF) svar om reparationsgrænsen er ikke et svar, mener Hans Chr. Schmidt (V). I stedet vil Venstre-politikeren stille mundtlige spørgsmål til SF-ministeren, et såkaldt onsdagsspørgsmål.

- Det er både miljø- og arbejdsmæssigt galt, hvis det er rigtigt, hvad branchen fortæller, at man er nødt til at skrotte biler, der sagtens kunne repareres. I denne tid er det da godt med det, man kalder håndens arbejdspladser, siger Hans Chr. Schmidt.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor Holger K. Nielsen ikke modtager det som en udstrakt hånd, når man ser, hvad han stemte i sin tid, fortsætter Hans Chr. Schmidt med henvisning til, at den nuværende regeringsblok var imod stramningen af reparationsreglen i december 2010.

- Det er vores fornemmeste pligt at give det et serviceeftersyn, når nogen gør opmærksom på, at forudsætningerne ikke holder, siger Hans Chr. Schmidt.

Han har ændret holdning og lader sig gerne skose for det, bare skatteministeren ville svare med andet end sludder for en sladder.

Det skal bare undersøges

Et konkret forslag om reparationsgrænsen er endnu ikke lagt på bordet i forhandlingerne om en vækstplan. Venstre og Det konservative Folkeparti har fremlagt fire overordnede punkter, men hidtil er tiden åbenbart kun brugt på at gennemgå regeringens forslag "Vækstplan DK".

Den tidligere Venstre-minister vil ikke binde sig til en tilbagerulning af skrotgrænsen fra 65 til 75 procent, men han ønsker en genberegning for at kunne tage stilling. Holger K. Nielsen skal ikke forpligte sig til andet end at diskutere og forhandle, betoner Hans Chr. Schmidt.

- Forhandlingerne om en vækstpakke skal ikke benyttes til at lukke alt andet ned. Jeg beder ikke om et forslag, men om at få sat et arbejde i gang. Det må da være kærkomment uanset, om det er med i vækstplanforhandlingerne eller ej. Ingen kan da have noget imod at få undersøgt, om det er rigtigt, hvad branchen siger, at det ikke virker efter hensigten, slutter Hans Chr. Schmidt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078