Nye rynker til bremserne
Gevind i calipre og glidestykker har det med at blive ødelagt, men det kan et gevindreparationssæt fra BaTo rette op på.
Kuren kunne her være at få fat i et nyt glidestykke eller måske en komplet caliper, men der også mulighed for at sætte en gevindbøsning ind i det ødelagte gevind. Firmaet BaTo er leveringsdygtige i et gevindreparationssæt til netop bremserne. Sættet er beregnet til bilerne fra Ford, VAG og Opel, og det består af tre borelærer, én 9 x 1,25 millimeter snittap, én vinkelnøgle med udvendig sekskant, et specialbor med to diametre og 10 gevindbøsninger.
Gevindreparation i praksis
Er et gevind gået sønder, kan det ved hjælp af sættet repareres, så det bliver så godt som nyt. Første skridt er at finde den relevante borlære, og placere den over de to huller. Her kan man holde den på plads ved at skrue bolten i det ubeskadigede hul.
Med borlæren på plads, kan man være sikker på, at hullerne flugter. Med det specielle to-trinsbor, som med den lille diameter passer ned i gevindet, og den store diameter, som passer til gevindbøsningen, bores der ind i glidestykket. Når der er boret for, skal gevindbøsningen på plads. Den er forsynet med stråler hele vejen rundt, som sikrer den mod at gå løs og at kunne dreje omkring sin egen akse.
Det nederste stykke af bøsningen har samme diameter som boret, og dermed kan bøsningen styres, så den kan komme rigtigt i. Med bøsningen placeret i hullet, bankes eller pressen den ned i hullet, og dermed er reparationen fuldført.