Omsen kaldte på sammenhold blandt ophuggerne
Afgiften omsen, forløberen for momsen, fik for 50 år siden ophuggerne til at samle sig i DAG. Gerner Christiansen, nu 84 år, var med fra starten.
42 herrer, alle indehavere af autoophug, havde fundet vej til det første fællesmøde og den stiftende generalforsamling, provokeret af, at Folketinget året inden i 1962 havde indført en "omsætningsafgift" kaldet Omsen. Der var tale om en afgift, som blev pålagt engros-ledet og altså ophuggerne, som skulle opkræve de "sølle" ni procent i afgift til staten.
Statsminister Jens Kampmann forklarede den nye omsætningsafgift som en "bøde til dem, der kører på fribillet, fordi deres beskedenhed forbyder dem at overbebyrde selvangivelsen".
- Det var den egentlige årsag til, at vi ophuggere endelig kunne samle os i en forening, mindes Gerner Christiansen, som var ejer af en ophuggerplads i Roskilde.
Omsen betød også, at ophuggerne (og alle andre handlende) skulle indføre et kontrollerbart afregningssystem på omsætningen.
- Det var vi ikke meget for, vi havde klaret os så glimrende uden, fortæller Gerner Christiansen.
Rigtig mange ophuggerpladser var omkring 60’erne bare en lille plads med biler stående i det fri, og kontoret var et træskur. De reservedele, man solgte, måtte kunden eller ophuggeren først hente/plukke i bilerne ude på pladsen. At have dele på lager var sjældent.
- Vi fik 1-2 ører pr kilo for jernet, hvis bilen var strippet for glas og betræk. Det hændte jo, at vi bare brændte dem af.
Pludselig breder der sig et stort smil på Gerner Christiansens ansigt.
- Vi havde ikke tømt benzinen af, og så pludselig kunne sådan en bil, som vi brændte af, hoppe en hel meter i luften, når flammerne nåede tanken.
De gode viljer
Motor-magasinet har ladet sig invitere på besøg hos nu 84-årige Gerner Christiansen, der nu bor på en smuk gård i Kirke Såby på Sjælland. Han mener, han er den eneste, der er tilbage af de 42 mænd, som stiftede DAOF.
Det var udelukkende mænd, der mødtes, og kun få er på deltagerlisten fra dengang opført med firmabetegnelse. Telefonnumrene var på to, tre eller fire cifre og flere med et x bagefter som tilkendegav, at der var tale om et delenummer.
Af referatet fra den stiftende generalforsamling fremgår det ikke, hvilken betydning omsen havde og hvordan den nye forening skulle reagere på uvæsenet. Men spørgsmålet om om ophuggernes omdømme i befolkningen kom på dagsordenen med det samme. Børge Petersen, Skanderborg, er citeret for at sige, at "vi skal ikke være et anden- eller tredjerangs erhverv. Vi er uundværlige for samfundet, og vi skal finde frem til at få foreningen stiftet".
- Ingen regnede ophug og ophuggere for noget dengang, fortæller Gerner Christiansen.
Der var tanker fremme om at højne standens anseelse, og man var indstillet på, at man kunne fastsætte retningslinjer for pladsernes indretning, ord og tanker, som stadig er gældende politik i DAG.
Og så skulle man ikke kunne indmelde sig i foreningen uden at være anbefalet af to andre medlemmer. Man vedtog – efter diskussion – et indskud på 200 kroner og et kontingent på årligt 50 kroner – i al fald det første år.
Første formand blev Ole Olsen, Middelfart, og i bestyrelsen kom tre mænd fra øerne, Gerner Christiansen, J. Ravnskjær, Slagelse, og Henry Sørensen, Nykøbing F. Fra Jylland valgte man Knud Christiansen, Støvring, Georg Mathiasen, Aabyhøj, og Børge Petersen, Skanderborg.
- I gamle dage kunne vi godt mødes, men vi stod stejlt overfor hinanden i forretningsspørgsmål, selvom det skete, at vi satte os og aftalte fælles priser, fortæller Gerner Christiansen.
- De første år var møderne uden damer, og så kunne der godt gå lidt "blær" i samværet med hele flasker på bordet. For nogen kunne det godt vare tre dage, før de kom hjem fra sådan et møde.
Det blev noget anderledes, da fruerne, som spillede en ikke uvæsentlig rolle i forretningen, også blev indbudt til møderne.
