23948sdkhjf

Pænt halvårsregnskab fra SBS

Scandinavian Brake Systems (SBS) fra Svendborg har haft en pæn stigning i nettoomsætningen i første halvår. Egenkapitalen driller dog stadigvæk.
Salget af bremsecalipre og bremseklodser er gået godt i første halvdel af 2013, så nettoomsætningen er steget knap fem procent til 535,5 millioner kroner sammenlignet med samme periode i 2012. Det har fået SBS til at hæve forventningerne til hele året en anelse. Svendborg-virksomheden forventer nu en nettoomsætning på niveauet 990-1020 millioner kroner mod det tidligere udmeldte niveau 980-1020 millioner kroner.

Resultatet efter skat er faldet fra 4,9 millioner kroner i første halvår 2012 til kun 3,5 millioner kroner i første halvår 2013. Det tal dækker dog over, at overskuddet fra virksomhedens fortsættende aktiviteter er stigende. Resultatet af de fortsættende aktiviteter er efter skat således steget til 16,2 millioner kroner mod kun 13,1 millioner kroner i første halvår 2012.

Fortsættende aktiviteter

De fortsættende aktiviteter er de to forretningsområder SBS Automotive og SBS Friction. SBS Automotive beskæftiger sig hovedsageligt med produktion og renovering af bremsecalipre. Her er nettoomsætningen steget 7,4 procent til 471,2 millioner kroner, og væksten skyldes blandt andet et stigende eksportsalg til Rusland og Østeuropa.

SBS Friction, der udvikler og producerer friktionsmaterialer og bremseklodser var i første halvår præget af en svag tilbagegang i omsætningen fra 72,9 millioner kroner i første halvår 2012 til 64,4 millioner kroner i første halvår 2013.

SBS’s tredje forretningsområde er Notox, som er sat til salg.

Negativ egenkapital

SBS har stadigvæk et problem med negativ egenkapital, som dog er i bedring. Pr. 30. juni udgjorde egenkapitalen -86,2 millioner kroner, hvilket er bedre end året inden, hvor egenkapitalen var -93,8 millioner kroner.

SBS har indgået en aftale med virksomhedens pengeinstitutter om forlængelse af den eksisterende finansieringsaftale, så SBS’s forventede finansieringsbehov er dækket indtil 30. juni 2015.

Virksomheden ser lidt mere optimistisk på fremtiden og forventer nu for hele 2013 et resultat før renter, skat og afskrivninger fra de fortsættende aktiviteter på 70-80 millioner kroner mod tidligere udmeldt 60-80 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078