Team FTZ indtog Europas største cykelløb
15 cykelmotionister fra FTZ Odense deltog sammen med i alt 22.000 deltagere i "Vattenfall Cyclassic 2013" i Hamborg.
Starten gik kl. 8.50 ud på en rute, der var helt lukket af for offentlig trafik. Hurtigt blev FTZerne ufrivilligt opdelt i 3-4 mindre grupper, da det store antal deltagere gjorde det svært at holde sammen som én stor gruppe. Alle racede igennem Hamborg by og ud i landskabet. Godt 800.000 entusiastiske tilskuere stod hele vejen på ruten og jublede. Nogle var sågar klædt ud, og andre spillede musik og skålede, alt imens cykelrytterne trådte hårdt i pedalerne.
Dennis Henriksen, marketingmedarbejder hos Din Bilpartner, udtaler:
- Vi glemte lidt smerterne, da vi nærmest blev båret frem af det store publikum og den gode stemning. Det var helt fantastisk at opleve.
FTZerne kom lidt spredte i mål, men kort efter hinanden, og alle gennemførte uden styrt og punkteringer. Alle kørte virkelig flot, og nogle kom sågar ind med topplaceringer. Lidt trætte og brugte tog gruppen tilbage til hotellet, og efter et varmt bad gik turen tilbage til Odense.
- Efter hjemkomsten har vi alle snakket om at deltage i Vattenfall Cyclassic igen næste år, så der vil med stor sandsynlighed blive arrangeret en tur igen i 2014, siger Dennis Henriksen.
Han benytter samtidig lejligheden til at takke sponsorerne: FTZ, SKF, Total og Skomø.