23948sdkhjf

Förch skruer gevaldigt op for blusset

Den tyske leverandør næsten fordobler salgsstyrken i Danmark og forventer dobbelt omsætning og ditto kundeportefølje om tre år.
Det handler om ansættelse af to nye hovedpersoner i Danmark, når den privatejede tyske leverandørkoncern Förch netop nu vælger at skrue gevaldigt op for aktiviteterne overfor autobranchen herhjemme. Ny adm. direktør hos Förch i Silkeborg er nemlig Bjarke Johansen, der kommer fra en stilling som nordisk salgschef gennem fire år hos konkurrenten Berner. Med sig fra Berner har han Erik Lindgaard, der også hos Förch skal fungere som key account manager. Sammen vil de næsten fordoble antallet af sælgere til 35, og sammen vil de fortælle det danske marked, at der via Förch er nye, gode måder at optimere sin virksomhed på.

- Vi håber og tror på, at det vil give en fordobling i kundedatabasen til 10.000 tilfredse kunder, som vi har hjulpet med procesoptimering, siger Bjarke Johansen.

Midlet til at nå målet om også fordoblet omsætning i 2016 er fokus på key account-kunder og især store forhandlerkæder, der gerne vil optimere. Samt at tilbyde nye services indenfor omkostnings-management, e-handel, integreret fakturering, procesoptimering og strategiske partnerskaber med lokale leverandører.

Der er ikke umiddelbart udsigt til billigere produkter fra Förch, der ifølge Bjarke Johansen og Erik Lindgaard har et højt kvalitetsry ud fra mottoet Weil es passt (Fordi det passer). De vil dog gerne love en markedstilpasning samt øget brug af loyalitets- og vækstafhængige bonusstrukturer.

Benchmark på forbrug

Med erfaringer fra det store tyske marked vil Förch især gerne hjælpe sine kunder med at benchmarke på enkelte varer og værktøj. Det mener Bjarke Johansen slet ikke er udbredt nok i Danmark – måske på grund af tanken om Big Brother overvågning.

- Vi kan se på andre markeder, at det åbner op for mange muligheder inden for procesoptimering og dermed bundlinje. En virksomhed kan bruge benchmarking på den enkelte ansattes forbrug af produkter og værktøj til at lave løn- eller bonusaftaler. Vi kan eksempelvis se, at tyske mekanikere generelt er langt bedre end danske til at passe på deres værktøj, og derfor ikke er så omkostningstunge, siger Bjarke Johansen.

Förchs forcer

På et møde med Motor-magasinet var også europæisk chef Klaus Musch, der skal coache den danske afdeling. Han ser gerne Förch på den danske Top 100 liste inden for autobranchen, der netop er udkomme med fagbladet, inden for et par år. Her ligger hovedkonkurrenten, ligeledes tyske Würth, som nummer seks.

- Vi har hos Förch en stærk tysk base og fokuserer nu på Danmark som lokalt marked. Vores force i forhold til konkurrenterne er, at vi har en rigtig god logistik uden at have dyre forretninger eller lagre i Danmark, siger Klaus Musch.

Han tilføjer, at Förch er præget af stor produktinnovation i kraft af sin beliggenhed tæt ved de store tyske bilproducenter, som Förch samarbejder med.

Stor vækst hos Förch

50-årige Tyske Förch har udvidet med 13 nye markeder på 13 år og befinder sig nu på 17 markeder. Omsætningen er steget fra 60 til 300 millioner euro på 10 år samlet for auto-, industri- og byggesektoren med en vækstrate over konkurrenternes. I Danmark tegner auto-sektoren sig for 80 procent af omsætningen mod 65 procent internationalt.

2300 er ansat internationalt hos familieejede Förch, heraf 1400 sælgere der betjener 200.000 kunder. Det danske datterselskab Förch A/S er 100 procent ejet af efterkommerne af stiften Theo Förch i Neuenstadt am Kocher. Kernekunderne i Danmark er værksteder med op til 10 ansatte, heraf mange frie værksteder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079