Akademi satser på el
Det kan ikke forklares, hvordan det er at køre elektrisk, uanset hvor meget der snakkes om det. Det er årsagen til, at FTZ Akademi har prioriteret at anskaffe el- og hybridbiler til akademiets kurser.
De danske elselskaber har på forskellig måde valgt at investere betydelige summer i at kunne tilbyde "brændstof" til disse køretøjer. Disse forskellige koncepter, og deres sammenhæng med bilfabrikkernes strategier bliver der selvfølgelig også undervist i på akademiets kurser.
På forkant med udviklingen
FTZ Akademi har selv investeret i en Toyota Auris hybrid på plader, og Autoteknik i Sæby ved Christian Rytter har stillet en ny Renault Fluence Z.E. til rådighed for akademiet.
- Årsagen til, at værkstedet har investeret i en sådan bil, er nøjagtig den samme som, at FTZ Akademi har valgt at sende sine mekanikerkunder ud at køre i disse køretøjer. Det skal prøves, ellers bliver vi aldrig gode til at servicere og reparere den type biler. Det er for at være på forkant med udviklingen, vi har investeret i bilen således, at værkstedet lever op til sit ry som et professionelt værksted, og kan reparere bilerne, når kunderne står med problemer, siger Christian Rytter.
Stor tilfredshed
Akademiet har valgt, at alle, der følger autotekniker-uddannelsen, skal undervises i el- og hybridteknik. Også i den sikkerhed, der skal udvises, når der arbejdes med de høje spændinger, der er rundt omkring i disse biler. De første to hold autoteknikere har nu været igennem kurset, og i den periode mellem hold et og hold to var på kurset, er der så sket det, at Better Place er gået konkurs.
På kurset bliver der også undervist i start-stopteknik af nyeste generation, og de batterier af AGM-typen, der kræves til disse systemer. Kursisterne udtrykker ifølge FTZ stor tilfredshed med at lære om og køre i de forskellige former for køretøjer.
Det ringe salg af elbiler har fået enkelte importører til at droppe importen af elbiler, mens andre holder fast og introducerer nye modeller. Alligevel kører der nu så mange el- og hybridbiler på de danske veje, at behovet for uddannelse på området er yderst aktuelt, og FTZ Akademi har endnu mange hold, der mangler at komme igennem uddannelsen.