Ny mand bag rattet i Sixt
Mandag den 15. juli tiltrådte 44-årige Philip Schack som ny adm. direktør hos Sixt Danmark. Det sker efter 11 år hos konkurrenten Avis. Så sent som i maj skiftede tidligere Sixt-direktør Kasper Gjedsted til netop Avis.
Philip Schack, 44 år, har en lang karriere bag sig, hvor han blandt andet har været beskæftiget i teleselskabet Orange og bestredet stillinger i it-branchen, først hos MCI Worldcom og siden WM-Data. I 2002 tiltrådte Phillip Schack som salgsdirektør hos Avis i Danmark, og i 2005 blev han som en del i et skandinavisk turnaround udstationeret til Avis i Sverige, hvor han fungerede som salgs- og marketingdirektør. I tre år pendlede han således mellem København og Stockholm, indtil han i 2008 blev forfremmet til landechef for Avis på det danske marked. Her sad han på posten i knap fem år og bidrog til, at Avis blev break even i Skandinavien, inden han i januar 2013 fratrådte sin stilling for at fortsætte karrieren hos Sixt.
- Jeg har haft mange gode år hos min tidligere arbejdsgiver, men tiden var inde til nye udfordringer. Og de lå hos Sixts danske datterselskab, der har givet mig muligheden for at videreudvikle mig i samme branche, i en helt ny og mere selvstændig rolle i en virksomhed med fokus på markedet herhjemme og kortere vej til beslutningerne. Siden 2004, hvor Sixt etablerede sig i Danmark, har jeg fulgt virksomheden nøje. Allerede dengang blev det hurtigt klart, at her var en konkurrent, man skulle holde skarpt øje med, udtaler Philip Schack om sit jobskifte ifølge en pressemeddelelse.
Fortrin
Den nye mand bag rattet hos Sixt har store ambitioner for sin nye arbejdsplads, som han karakteriserer som et frisk pust i biludlejningsbranchen. Således fremhæver Philip Schack nytænkning og fleksibilitet som nogle af Sixts absolut største fortrin. Han mener, at selskabets evne til at tilpasse sig markedet vil kunne bringe Sixt langt i Danmark, hvor virksomheden ifølge ham har potentiale til at blive biludlejningsbranchens bedste spiller. For at nå dette mål vil Philip Schack fokusere endnu mere på kundeservice og totaloplevelsen samt på at "gøre det rigtigt første gang", som han udtrykker det.
- Medarbejderne i Sixt glæder sig til at hilse deres ny chef velkommen. Jeg har fulgt Philip som konkurrent og som en meget vellidt kollega i branchen, og jeg er naturligvis glad for at kunne opgradere på chefgangen. Philip er en dygtig biludlejningsmand, der kender branchen ind og ud og som har formået at skabe sin en god platform på det ledelsesmæssige, som vi glæder os til at drage nytte af i Sixt-organisationen, fortæller Henrik Isaksen, bestyrelsesformand i Sixt.
Philip Schacks nye arbejdsplads på Sixts hovedkontor på Kystvejen i Kastrup ligger blot et stenkast fra hans hjem i Dragør, hvor han er opvokset og i dag bor sammen med sin kone Tine og parrets to sønner på henholdsvis 10 og 5 år i en villa, der tidligere har tilhørt den folkekære sanger, John Mogensen. Det er også i Dragør, at Philip tilbringer det meste af sin fritid, hvor han er hjælpetræner for sønnens fodboldhold og et kendt ansigt blandt områdets mange aktive landevejsryttere.