23948sdkhjf

Bilsalget er tilbage i overhalingsbanen i august

2013 tegner til et rekordår for salget af nye biler, som fra januar til august var det højeste i 15 år.
Danskernes lyst til at investere i nye biler er tilbage på toppen. Efter et lille tilbagefald i juli er bilforhandlerne tilbage på sporet mod et rekordår, viser beregninger fra Nykredit.

Fra januar til august har danske husholdninger købt mere end 77.000 nye biler, og det er det højeste niveau i 15 år, siger forbrugerøkonom i Nykredit Johan Juul-Jensen.

- Efter et drastisk fald i bilsalget i kølvandet på finanskrisen er der nu kommet godt gang i markedet igen. Faldende renter har gjort det billigere for forbrugerne at optage billån, og samtidig er prisen faldet.

- Det gælder særligt på de helt små biler, der samtidig også er billige i både drift, skatter og afgifter, siger Johan Juul-Jensen i en kommentar.

Det samlede antal nyregistreringer af personbiler er fem procent højere i august end i juli i år.

I alt blev der udstedt 14.064 nye nummerplader i august. I samme måned købte danskerne 38.300 brugte personbiler.

Bilsalget regnes for at være en god strømpil for udviklingen i privatforbruget.

- Stigningen i bilsalget kan ses i forlængelse af, at forbrugernes humør er steget betydeligt hen over sommeren. I august steg forbrugertilliden til det højeste niveau siden udgangen af 2007, skriver Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonomi Sydbank.

- Større smil og mere tiltro til fremtiden er positivt for privatforbruget. Privatforbruget har været skuffende i første halvår af 2013, men vi forventer, at forbrugerne vil være mindre tilbageholdende i årets andet halvår, tilføjer hun i en kommentar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079