Der blev i august måned solgt 14.064 nye personbiler. Det svarer til en stigning på fire procent i forhold til august måned sidste år. I august måned var det i høj grad virksomhedernes bilkøb, som var med til at løfte salget. Virksomhederne købte cirka 1000 flere biler i august 2013 i forhold til august 2012, det svarer til en stigning på 25 procent.
Adm. direktør i Danmarks Automobilforhandler Forening (D.A.F.) Jens Brendstrup glæder sig over udviklingen:
- Det er godt at se, at virksomhedernes bilkøb er stigende. Det er et klart tegn på, at den spirende optimisme blandt forbrugerne er ved at smitte af på virksomhederne. Lysere tider i erhvervslivet vil også gavne bilforhandlerne, da virksomhederne køber større biler end husholdningerne.
Sammenlignet med august sidste år er der et markant fald i antallet af solgte mikrobiler. De helt små biler har ellers domineret markedet de seneste år. Samtidig er det værd at bemærke, at danskerne i stigende grad har taget de store SUVer til sig.
- Jeg tror, at vi har set salget af mikrobiler toppe relativt i forhold til de andre bilklasser. Den stigende optimisme vil formodentlig medføre, at både husholdningerne og virksomhederne vil gå en bilklasse op, siger Jens Brendstrup.