23948sdkhjf

Forvandlet bilshow i Bella

Når Biler i Bella slår dørene op i dagene 21.-24. marts bliver det til en salgsudstilling med øget fokus på show.
- Biludstillerne løfter opgaven at vise bilerne, og vi skaber et spændende show, der pakker det hele ind, så alle kan gå herfra med en på opleveren. Vi byder for eksempel publikum på "Superbilernes DNA", en fantastisk opvisning af tyve års skelsættende superbiler, lover Søren Lindquist, produktchef for udstillingen.

- Vi lægger endnu større vægt på showdelen, fordi der er behov hos de besøgende for spændende oplevelser, man kan bære med sig i lang tid, men det ene udelukker ikke det andet. Der vil fortsat være fokus på at sælge biler på udstillingen, men vi mener, at salget lige så vel sker på baggrund af den dialog, man skaber med kunden på udstillingen. Dialogen er startskuddet for det videre salgsarbejde, og den skabes bedst, når man har givet den besøgende en totaloplevelse. Desuden får vi god hjælp fra de mange nye teknologier, der omgiver os, som gør det muligt hurtigt at følge op på dialogen med en klar kontrakt samme aften, forklarer Søren Lindquist.

Bella Centers erfaring er, at de udstillere, der engagerer sig meget og selv bidrager med underholdende elementer, også får et højere udbytte.

Blandt bilimportørerne stiller Opel op med flere spændende nyheder, som man venter sig meget af på det danske marked:

- Biludstillinger er bilernes fest og et oplagt sted for os at vise nyheder som Opel Adam Mokka. Adam har for eksempel dansk premiere lige på det tidspunkt. Biludstillingen i Bella Center er en traditionsrig begivenhed, der trækker bilinteresserede fra det meste af landet, og noget vi glæder os til hver gang, den finder sted, siger adm. direktør Thomas Bruun, Opel Danmark.

Autonorden er blandt de bilforhandlere, der repræsenterer bilimportører, som ikke selv kan stille op på Biler i Bella. Og de har et erklæret mål med deres deltagelse:

- Vi skal sælge biler, siger Jytte Norden, der er ansvarlig for Autonordens aktiviteter på Biler i Bella.

- Vi repræsenterer både Nissan og Chevrolet og har involveret alle vore medarbejdere. Så kunderne vil møde både mekanikere, klargøringsfolk og sælgere. Vi har været med flere gange før og solgt mange biler, det skal vi også i år. Har man sin brugte bil med, kan man få den vurderet, mens man prøvekører en ny, og eftersom vi også er nummerpladedistributør, kan man faktisk køre hjem fra Biler i Bella i en ny bil, siger Jytte Norden.

Hun er også meget opmærksom på show-elementet på Biler i Bella:

- Vi har tidligere haft taekwondo-opvisning og dans, og også i 2013 vil vi have en overraskelse klar til de besøgende på vores stand, lover Jytte Norden.

Tilbehør

En del af Bella Centers haller er til rådighed for tilbehørsbranchen, hvor publikum mødes med alt tænkeligt tilbehør lige fra sliddele som dæk til livsstilstilbehør som Hi-fi og GPS-udstyr. Hos Continental, en af verdens førende dækproducenter, er direktør Georg Nielsen meget tydelig om, hvorfor man er med på udstillingen:

- Continental-koncernen er meget mere end dæk. Vi er også et førende brand, når det kommer til teknologiske og digitale sikkerhedskomponenter til bilindustrien, og vi deltager på Biler i Bella for at få en snak med de danske bilister. Den hastige udvikling inden for elektronik til biler betyder, at bilerne fremover bliver mere "James Bond-agtige", og Continentals konstante fokus på sikkerhed har blandt andet betydet udvikling af et 6D kamera, der bremser bilen ned automatisk, hvis kameraet "ser" et objekt, man er ved at påkøre, siger Georg Nielsen og peger videre på "adaptivt lys", der registrerer modkørende bilister og blænder ned eller op samt "Auto Linq" - integreret, talestyret internet i bilen.

Også mc

Motorcyklerne bliver også repræsenteret på Biler i Bella. Søren Winckler driver BikX, en af landets store forhandlere af Suzuki-motorcykler:

- Branchen har ikke haft det så let, men i BikX har vi bevaret optimismen og vil gerne vise et vindue over for nye kunder. Fremkommeligheden i byerne gør det mere og mere interessant at køre på motorcykel og scooter, og vi viser derfor en række prisoverkommelige maskiner, både motorcykler til landevejen og scootere, der gør bytransport til en leg, siger Søren Winckler.

Mere på www.bileribella.dk og facebook.com/bileribella
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078