23948sdkhjf

Dan-Glas: Grotesk nysynet rude

Trafikstyrelsen accepterer en konkret revnet rude, der er synet efter de nye ruderegler.
Store stenslag, revner og kraftig slitage af glasoverfladen var ingen hindring for at lade en 300.000 kilometer gammel forrude på en Mercedes Vito gå gennem syn. Helt efter de nye rudesynsregler fra 1. juli 2012, som stadig ikke er accepteret af autoglasbranchen. Grossisten Dan-Glas har forelagt sagen for Trafikstyrelsen, der også overfor Motor-magasinet melder, at ruden er synet efter forskrifterne. Det får Dan-Glas til at gå videre med sagen politisk.

- Det er grotesk, at en sådan ødelagt rude med ringe sikkerhed kan slippe gennem syn vel vidende, at synsinspektøren blot har fulgt reglerne, idet skaderne ligger udenfor de definerede områder, hvor ruder må have skader. Endnu mere grotesk er det, at synsinspektøren sagde til kunden, at han må afholde sig fra at køre i Tyskland, hvor han vil blive stoppet på stedet med sådan en rudeskade, siger salgschef hos Dan-Glas, Søren Adsbøll. Han har været dybt involveret i høringsrunderne omkring de nye ruderegler.

- Denne rudesag er blot en illustration af det mangelfulde og uklare regelsæt, som Trafikstyrelsen, på trods af utallige henvendelser, advarsler, høringsrunder, indsigelser, og dokumentation, fik gennemtvunget. Man valgte at sidde alle argumenter overhørig, uanset hvor de kom fra. Og man valgte at udforme regelsættet, så der er mulighed for fortolkning, på trods af advarslerne om, og erkendelsen af, at privat bilsyn og uklare regler ikke tilgodeser trafiksikkerheden. Private synsvirksomheder vil altid være ansporet til at tolke og syne lempeligere end dengang, bilsyn var statsligt, siger Søren Adsbøll og fortsætter:

- Der vil altid være et element af kundepleje involveret i private bilsynsvirksomheder, sådan er det bare, og det er Trafikstyrelsens opgave at opsætte klare, præcise og enstydige regler, især omkring vigtige sikkerhedsmæssige ting.

Op politisk

I sin mail til Trafikstyrelsen skriver Søren Adsbøll, at Styrelsen bør diskutere sagen internt, og at Dan-Glas og autoglasbranchen vil bruge anledningen til at løfte sagen op på et højere niveau. Mercedes Vitoen med ruden har Dan-Glas opmagasineret som dokumentation.

I sit svar anfører kontorchef i Trafikstyrelsen, Leif Lorenzen, at de konkrete fejl i den konkrete forrude alle er placeret uden for områderne, A, B og C i synsbestemmelserne, hvor der er særlige krav til bedømmelse af fejl. Uden for de nævnte områder gælder de generelle bestemmelser.

"Bedømt ud fra fotoet alene, er det vores opfattelse, at synsafgørelsen er korrekt. Det er ved bedømmelsen lagt til grund, at de viste skader befinder sig i højre side af forrudens øvre og nedre dele og dermed ikke anses for at udgøre en væsentlig forringelse af udsynet fra førerpladsen. Trafikstyrelsen har i den konkrete sag ikke medtaget påstanden om "slid" på ruden, da det ikke fremgår af et foto. Det er endvidere ved vor bedømmelse forudsat, at de påførte skader ikke omfatter alle forrudens lag", lyder Leif Lorenzens svar.

Kontorchefen oplyser endvidere, at i de områder der ligger UDEN for de definerede A B og C felter, gælder de generelle bestemmelser.

Korrekt men horribelt

Til det replicerer Søren Adsbøll:

- Vi har ikke påstået, at synet ikke er korrekt. Vi har tværtimod påtalt, at det er horribelt, at det er korrekt! Ydermere henviser kontorchefen til generelle bestemmelser. Hvad er det for bestemmelser?, spørger Søren Adsbøll. Der er ingen bestemmelser uden for kontrolområdet. Den eneste bestemmelse der er, er at området uden for er undtaget.

- Jeg vil også gerne tilføje, at det nærmest er komisk, at synsstedet skal agere servicevirksomhed over for fremstilleren og oplyse om, at den frontrude, der lige er synet og godkendt, ikke må køre i Tyskland. Dette forhold gjorde vi opmærksom på også i vores henvendelse til Styrelsen, det er vel et forhold, som mange billister i Danmark har en vis interesse i. Så vi ville høre Styrelsens svar på dette. Men den sædvanlige praksis bliver brugt hver gang - enten svarer man på noget andet end man bliver spurgt om, eller man svarer ikke. I bedste fald bliver man spist af med en gang sort tale, siger Søren Adsbøll.

Synsbranchen enig

Marketingchefen tilføjer, at man i branchen simpelthen ikke vil finde sig i den behandling fra en offentlig myndighed, og at han og andre bliver ved med at forfølge sagen, indtil der bliver lyttet.

Søren Adsbøll oplyser, at han og den øvrige autoglasbranche i øvrigt har haft dialog med synsbranchen, der nu deler opfattelsen af, at synsreglerne, omkring helt essentielle vigtige sikkerhedsmæssige ting, bør være udformet, så de ikke kan fortolkes, idet det jo ikke er i synsbranchens interesse, at synsvirksomhederne kan spilles ud mod hinanden.

Nye EU-regler er desuden på vej og kan ende med at ændre på de danske regler, så autoglasbranchens argumenter om sikkerhed dermed vinder indpas uden om Trafikstyrelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171