Danmark er ved at blive et mikrobil-land
Generelt synes vi i Danmark godt, at vi kan leve op til svenskerne. Ja, ofte synes vi naturligvis, at vi er meget bedre end dem, men hvis der er ét sted, hvor Danmark virkelig kommer til kort, så er det på vores biler, påpeger Ole Egholm, Dansk Brancheanalyse, i dette indlæg.
Gennemsnitsprisen for de ti mest solgte danske bilmodeller, forudsat, at man har købt den mest skrabede version, er 111.097 kroner. Gennemsnitsprisen for de ti mest solgte bilmodeller i Sverige, forudsat at man har købt den mest skrabede version af bilen i Danmark, er 371.443 kroner. Med andre ord mere end tre gange dyrere biler.
Det er klart, at vores bilafgifter har reduceret Danmark til et land af cyklister og mikrobil-bilister. Vi har sådan cirka verdens højeste skattetryk også på vores biler, og det hæmmer købekraften.
Vi har også set, hvad priserne ville være, hvis vi købte bilerne i Sverige i stedet for: Her er de danske mikrobiler kun 4,4 procent dyrere end i Sverige, mens de ti mest solgte bilmodeller i Sverige er 83 procent dyrere i Danmark end i Sverige.
Så mens mikrobilerne stort set koster det samme i Danmark, er der meget stor forskel på priserne, når kvaliteten (og dermed prisen) af bilen stiger en anelse. De svenske biler koster stadig næsten (ikke helt) det dobbelt af de danske biler, men her føler svenskerne, at de også får en tilsvarende bedre kvalitet.
Men hvis man skal betale 3,3 gange mere for bilen, så lader man være.
Biler er pragtfulde for den danske statskasse. Hvis vi sammenregner registreringsafgift, vægtafgift (grøn ejerafgift), afgift af ansvarsforsikringer og afgift af vejbenyttelse og lægger sammen med benzinafgift, bidrager danske bilister med i alt 33,541 milliarder kroner til den danske statskasse.
Hertil kommer de almindelige afgifter som moms, selskabsskat og almindelig skat på løn. Alene registreringsafgiften i Danmark udgjorde 13,76 milliarder kroner.
Så mens svenskerne nyder livet i skønne biler som BMW, Audi og Volvo, så klemmer vi danskere os sammen i småbiler under påskud af, at det er godt for miljøet og med et lavt benzinforbrug. Sandheden er nok, at vi med et i forvejen kolossalt skattetryk har gjort det til en ubetalelig yderligere beskatning at investere i en god bil.
Ja, måske vi næsten skal føle os heldige over, at beskatningen i det mindste ikke har ramt de allermindste bilmodeller særligt hårdt.
Beregninger er foretaget af Dansk Brancheanalyse efter billigste annoncerede pris den 19. november både i Sverige og i Danmark. Valuta er omregnet til dagskurs per 19. november 2012 (100 SEK = 86,31 DKK).
Ole Egholm, Dansk Brancheanalyse ApS, Herlev