Magnussen fuldender dansk triumf i Belgien
Racertalentet Kevin Magnussen tog sin første sejr i Renault 3,5-serien dagen efter Marco Sørensens triumf.
Det danske racertalent startede ligesom lørdag i pole position, og denne gang lykkedes at nappe den første sejr.
Dermed fuldendte Magnussen fra Carlin-holdet en helt igennem forrygende dansk weekend, hvor feltets to danskere sluttede øverst på podiet.
I søndagens løb måtte Marco Sørensen, der kører for det tjekkiske Lotus-mandskab, dog nøjes med en syvendeplads af de 26 startende kørere.
Renault 3,5-serien bliver af mange anset for en rugekasse til kongedisciplinen Formel 1. Den nuværende dobbelte verdensmester, tyske Sebastian Vettel, har blandt andre udviklet sine evner i løbsserien.
/ritzau/