23948sdkhjf

For lavt dæktryk belaster miljøet markant

Undersøgelse fra Q8 viser, at hver femte bilist aldrig tjekker dæktryk.
Knap hver femte bilist tjekker aldrig bilens dæktryk. Det betyder, at op mod 400.000 personbiler konstant kører rundt med for lavt dæktryk. Konsekvensen af de mange halvflade dæk er en ekstra miljøbelastning på op mod 50.000 tons CO2 om året.

En undersøgelse, som YouGov har lavet for olieselskabet Q8, viser, at kun godt halvdelen (56 procent) af de danske bilister ved, hvordan de tjekker deres bils dæktryk. 22 procent mener, at de har nogenlunde tjek på, hvordan de skal måle dæktrykket, mens 18 procent er så usikre, at de aldrig gør det.

Ifølge FDM vil manglende kontrol af dæktryk som regel medføre, at bilen, over tid, kører på dæk med for lavt tryk. Og det koster. Både på brændstof- og miljø-budgettet.

Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport anslår, at 20 procent for lidt luft kan koste helt op til 10 procent ekstra på brændstofregningen og CO2-udledningen. Dækfirmaet Michelin har lavet en tilsvarende undersøgelse, som viser, at biler med for lavt dæktryk bruger op til seks procent mere brændstof.

I en gennemsnitsbetragtning betyder det, at kører man for eksempel 15.000 km om året i en populær mellemklassebil som VW Golf, kan et forkert dæktryk koste 50 liter benzin ekstra om året – svarende til 125 kg CO2 og en ekstraregning på cirka 650 kroner.

Tilsvarende viser regnestykket, at hvis 18 procent af de godt 2,2 millioner personbiler, der er registreret i Danmark konsekvent kører med for lavt dæktryk, svarer det til, at miljøet bliver belastet med ekstra 50.000 tons CO2. Og så er der endda ikke taget højde for de mere end 500.000 vare- og lastbiler, der også kører på de danske veje.

Gratis dæktryksmålere

Da Q8 for tre år siden foretog en analyse blandt 300 bilister, viste det sig, at 77 procent kørte med forkert dæktryk. Derfor har Q8 på alle sine ubemandede F24-lavprisanlæg installeret digitale dæktryksmålere, der gør det let at tjekke dæktryk - også for folk, der aldrig har prøvet det før.

På alle Q8’s servicestationer og tankanlæg er det gratis at måle dæktryk.

- I sidste ende er korrekt dæktryk både et spørgsmål om trafiksikkerhed, vores kunders brændstoføkonomi og hensyn til miljøet. Derfor skal det både være let og gratis at tjekke dæktryk hos Q8. Sådan håber vi, at vi kan være med til at gøre kontrol af dæktryk til en god vane hos danske bilister, siger kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063