23948sdkhjf

Bilsalget kravlede lidt op i maj

Markedet er fortsat stærkt præget af leasingindgrebet, og det var alene en markant stigning i de private forbrugeres køb af små biler, der sikrede fremgangen.
Efter et par måneders nedgang rullede 16.683 nye personbiler i maj ud fra de danske forhandlere. Dermed slog majsalget sidste års rekord med 102 biler og blev det bedste majsalg i 15 år. Men det er et ganske anderledes marked, der resulterede i det store salg. Virksomhedernes køb af nye personbiler faldt således med 23 procent i forhold til samme måned sidste år, mens de private forbrugeres køb voksede med hele 25 procent.

- Markedet har ændret sig markant i forhold til sidste år. Vi ser, at salget til virksomhederne falder drastisk, og det er en klar konsekvens af leasingindgrebet og den usikkerhed, der er i markedet omkring fortolkningen af de nye regler. Det er derimod meget positivt, at de private forbrugere udviser så stor optimisme, men det hører nok med til historien, at mange har villet sikre sig at få den nye bil klar til sommerferien, inden Skat gik over til det digitale indregistreringssystem i starten af juni, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

At det i høj grad er de private der dominerer markedet ses også på størrelsen af de solgte biler. De mindste biler udgjorde således hele 58 procent af det samlede personbilssalg mod kun 44 procent i maj sidste år.

- De private købere har gennem længere tid været rigtigt glade for de mindre, billige og brændstoføkonomiske biler, og det er den tendens, vi ser forstærket i maj. Om vi fortsat vil se et positivt marked i de kommende måneder afhænger blandt andet af, om der kommer ro om leasingsituationen, så også virksomhederne igen begynder at købe personbiler, siger Bent Mikkelsen.

Varebiler stor fremgang.

Salget af nye varebiler steg imidlertid kraftigt i maj. 2568 nye varebiler kom på gaden, og det var hele 25 procent flere end i maj 2011.

- Varebilssalget har svinget lidt op og ned i 2012, men overordnet er de gode majtal en fortsættelse af den grundlæggende positive strømning, hvor markedet for alvor er ved at komme sig efter et par svære år. Det er et positivt signal fra de små- og mellemstore virksomheder, og det er der grund til at glæde sig over, siger Bent Mikkelsen.

Fortsat vækst for lastbilerne

Indregistreringen af nye lastbiler steg fra 351 i maj 2011 til 398 i maj i år, svarende til en stigning på 13,4 procent.

- Det er positivt, at markedet igen vokser efter en lidt kedelig tendens i april. Niveauet er historisk set dog stadigt lavt, og vi skulle gerne snart se kraftige vækst. Men blandt andet de kommende lastbilsafgifter er med til at lægge en dæmper på markedet, slutter Bent Mikkelsen.

OBS: De næste salgstal i den trykte udgave af Motor-magasinet bliver juni-tallene i avisen 6. august
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063