23948sdkhjf

Driftssikre tændrør i 100 år

Tændrørsproducenten Beru så dagens lys i 1912, da den tyske opfinder Albrecht Ruprecht fandt løsningen på datidens helt store problem.
I år er det 100 år siden, at den verdenskendte fransk-tyske fabrik Beru blev grundlagt. Det skete samtidig med, at tyskeren Albrecht Ruprecht opfandt sit Ruprecht-tændrør.

- Røret udmærkede sig, i modsætning til de eksisterende tændrør på datidens marked, ved at være udstyret med en isolator i fedtsten, fortæller Valentin Lutsch, der er eftermarkedschef hos Beru Systems i sydtyske Ludwigsburg.

Helt eksklusivt fandt Albrecht Ruprecht på at udstyre tændrøret med en kobberpakning mellem fedtstensisolatoren og metalhuset, som derved forbedrede kompressionen.

- Samtidig sørgede den fremsynede opfinder for, at tændrøret blev udstyret med en særligt kølende overflade. Dermed skabte han en god isolering, så den nødvendige tændingsgnist forblev, hvor den skulle, påpeger Valentin Lutsch.

En del af BorgWagner

Albrecht Ruprecht sørgede for at få patent på sin opfindelse, og sammen med en værkfører ved navn Julius Behr etablerede han "Auto-, Armaturen- und Kühlerfabrik Beru" i Ludwigsburg.

I de følgende årtier ekspanderede virksomheden kraftigt i tråd med den store succes, som de meget pålidelige tændrør skabte.

- Dengang var man vant til, at man skulle medbringe ekstra tændrør på enhver køretur, men efterhånden som produkterne blev bedre og bedre, blev det efterhånden en saga blot. I dag holder et tændrør fra Beru til langt over 100.000 kilometers kørsel, alt efter omstændighederne, fortæller Valentin Lutsch.

Op gennem 1920'erne og 1930'erne udviklede Beru nye standarder inden for tændrør, og virksomheden blev i denne periode førende i verden på det marked.

Beru fortsatte med at vokse også i anden halvdel af 1900-tallet, og i 2008 bliver Beru en del af den ligeledes tyske BorgWagner-koncern.

Leverer til mange modeller

I dag leverer Beru tændrør til en lang række af de mest moderne - og driftsikre - bilmodeller. Eksempelvis har man netop udviklet et tændrør til Audis nyeste fircylindrede motorer.

- Her er der tale om tændrør med dobbelt platin-belægning, som sikrer en mere brændstoføkonomisk forbrænding. De bruges i Audis 1.8 og 2.0 liters TFSI-motorer, fortæller Kim Hansen. Han er produktansvarlig hos Aktieselskabet Carl Christensen A/S, der er den danske distributør af Beru-tændrør.

Også VW forventes i nær fremtid at gøre brug af de nye tændrørs-modeller.

- Men et tændrør er altså ikke bare et tændrør. Alene hos Beru laver man lige nu 1164 forskellige tændrør, så det er meget specifikt, hvilke produkter der passer til hvilke motorer, påpeger Kim Hansen.

80 millioner tændrør

I dag foregår hovedparten af produktionen fra en stor fransk fabrik syd for Lyon. Her har man kapacitet til årligt at sende 80 millioner tændrør ud fra samlebåndet.

- Selv om en meget stor del af processen foregår med hjælp fra robotter og automatiserede processer, så har Beru næsten 300 medarbejdere på virksomheden i Frankrig. De laver de mere end 1100 forskellige tændrør ud fra over 2000 komponenter, fortæller Kim Hansen.

Man kan læse mere på www.beru.borgwarner.com, hvor der også er flere detaljer om Beru-tændrøret. Herhjemme er det Aktieselskabet Carl Christensen A/S - i daglig tale kaldet CAC - og grossistkæden au2parts, der står for distributionen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11